Anders lægger Danmarks største musikalske puslespil – og opgaven er blevet meget sværere med årene

Hvordan får man et festivalprogram til at gå op? Det er ikke nogen nem opgave, fortæller Roskilde Festivals programchef.

(Foto: © Paw Lindegaard Nielsen, (c) DR)

I dag tager landets største festival, Roskilde Festival, hul på sine fire musikdage med internationale navne som Blur, Lizzo, Kendrick Lamar og Rosalia foruden en masse danske kunstnere på scenerne.

Med næsten 200 musikalske navne på plakaten kræver det dog hårdt arbejde at få sammensat programmet, så både kunstnere og publikum er glade.

Det er mildt sagt et kæmpe puslespil, for hvem formår for eksempel at tiltrække folk allerede klokken 13? Er en ny dansk rapper stor nok til festivalens næststørste scene, Arena? Og hvem kan hoppe til, hvis et hovednavn – Gud forbyde det – pludselig aflyser på Orange Scene?

Det er den slags, Roskilde Festivals programchef, Anders Wahren, og hans team skal navigere i år efter år.

- Vi tager gerne chancer med nye kunstnere, og vi rammer også plet de fleste gange. Men tager man chancer, så kommer man indimellem også til at slå en skævert, erkender han.

Det er for eksempel ikke rart, hvis en kunstner står og ser ud på et halvtomt sceneområde, fordi alle er gået over til et hovednavn på Orange Scene. På den anden side kan en mindre populær kunstner sagtens have held med at få nye fans, fordi folk går tilfældigt forbi.

Det helt store håb på Roskilde Festival er i hvert fald at sikre, at der er noget både nyt og velkendt musik for alle.

- Det har altid været vigtigt for os at tilbyde mange musikgenrer og en stor bredde i vores program, men vi har naturligvis også fået et skærpet blik på diversitet – både på forskellige køn og kulturer, siger Anders Wahren.

- Alle skal føle sig velkomne og godt tilpas, så det betyder noget, hvad vi putter på scenerne. Vi presser også på for en udvikling, hvor det ikke skal være så mandsdomineret på festivalplakaterne, tilføjer han.

  • Egentlig kunne den spanske verdensstjerne Rosalia sagtens have spillet på Orange Scene, men hendes aktuelle sceneshow passer ikke til Orange Scenes buede form. Derfor optræder hun på Arena med overlap til britiske Blur, der netop indtager festivalens største scene. (Foto: © KIKO HUESCA, Ritzau Scanpix)
  • Blur-frontmand Damon Albarn, der har spillet på Roskilde Festival et hav af gange blandt andet som solist og med Gorillaz, ses her under Blurs koncert på festivalen Primavera i Spanien. Bandet udgiver i år deres første album i otte år. (Foto: © ALEJANDRO GARCIA, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Popularitet kan opstå på ingen tid

Anders Wahren har arbejdet med bookinger på Roskilde Festival siden 2003, så han er en erfaren mand på området.

Hans arbejde er dog ikke ligefrem blevet nemmere med årene, og det er der særligt én grund til.

Før skulle et band nemlig udgive et album eller to, spille en masse koncerter og genere en hel del presseomtale, inden det overhovedet var klar til at indtage de store festivalscener.

Sådan er det ikke mere.

- Vi mærker helt klart, at en kunstner kan eksplodere på en helt anden måde nu end for bare fem år siden. Nu kan man på meget kort tid blive en relativ stor og etableret stjerne, fordi musikken streames og spreder sig hurtigt på de sociale platforme, siger Anders Wahren.

Der kan hurtigt ske noget i dag.

- Der kan også opstå noget hype samme dag, som et band skal spille, fordi det måske har spillet en meget omtalt koncert et andet sted dagen før. Det hele går meget hurtigt nu, men vi gør alt, hvad vi kan for at fordele folk.

For at forhindre tumult har Roskilde Festival netop placeret danske D1MA på Arena-teltscenen, selvom den maskerede rapper udgav sin første musik sidste år og gav sin debutkoncert på Jelling Festival for bare en måned siden.

- Vi fornemmer en stor opmærksomhed omkring D1MA, og vi ved, at vi har et ungt publikum, der møder talstærk op til de danske hiphop-koncerter, siger Anders Wahren.

Da D1MA spillede på årets Jelling Festival væltede publikum hegnet ved højre side af scenen, og publikum var så vilde, at sikkerhedsfolkene valgte at stoppe koncerten kortvarigt for at få hegnet fikset og genetableret roen. Rapperen har netop udgivet sit første album og udgivet en single med Medina. (Foto: © Helle Arensbak, Ritzau Scanpix)

Det er noget, bookingholdet blandt andet kan se ved at holde øje med rapperens andre koncerter.

Derudover får programteamet også løbende data på konkrete navne, når der laves ønske-kampagner, og de kan også se, hvor mange der interagerer med nyheden, når en ny kunstner skrives på plakaten.

Sidste år skabte det danske band Blæst for eksempel en rekordstor fest for 20.000 mennesker på den lille Rising-scene ude i campingområdet i opvarmningsdagene, så det gav god mening at hyre bandet ind igen.

I dag skal Blæst så åbne Orange Scene.

- Det er jo ikke alle, der allerede året efter kan komme tilbage og spille på Orange – langt fra – men der er bare sket så meget på kort tid for Blæst. De er et godt eksempel på, hvor hurtigt det kan gå.

Blæst, der har leveret hits som 'Juice' og 'All In', har blandt andet spillet på Jelling Festival og Northside denne sommer. I dag åbner de Roskilde Festivals største scene. (Foto: © Helle Arensbak, Helle Arensbak)

Alle ville se hitmageren Tobias Rahim

Andre gange kan en kunstner nå at udgive et kæmpe hit efter sin booking, så den scene, han eller hun fik tildelt et halvt eller helt år før, pludselig bliver alt for lille.

Det skete for Tobias Rahim, efter at hans hits 'Stor mand' og 'Mucki Bar' bare voksede sig større og større efter coronanedlukningen. Det skabte ekstra pres på hans koncerter på for eksempel Jelling Festival, Smukfest og Roskilde Festival sidste år.

Flere medier brugte i den forbindelse ord som "kæmpe kaos" og stillede kritiske spørgsmål til scenevalget.

- Det er ærgerligt, hvis der er alt for mange mennesker til en koncert, for vi vil gerne have, at folk har så god en oplevelse som muligt, siger Anders Wahren.

Roskilde-scenen Arena, hvor Tobias Rahim optrådte i 2022, kan som udgangspunkt rumme cirka 17.000 mennesker, men hvis 20-25.000 møder op, så går det også, da der er god plads udenom scenens teltdug, påpeger programchefen.

- Men når det bliver så mange, som det var til Tobias Rahim, er det ikke længere en god oplevelse, siger han.

  • Tobias Rahim tiltrak voldsomt mange festivalgæster, da han spillede på Arena-scenen under sidste års Roskilde Festival. (Foto: © Mathias Eis, Ritzau Scanpix)
  • Der var mennesker så langt øjet rakte under koncerten. (Foto: © Helle Arensbak, Ritzau Scanpix)
  • Faktisk var der så mange, at der blev lukket for adgangen til koncerten allerede efter få sange. Sikkerheden under koncerten var dog i orden, lød det fra festivalen sidste år. (Foto: © Helle Arensbak, Ritzau Scanpix)
1 / 3

I år er Tobias Rahim da også placeret på Orange Scene, så der bliver ikke samme pres, når han optræder på den største scene på lørdag.

Hvordan vil I undgå – og kan man overhovedet undgå – at fejlbooke til en scene?

- Det tror jeg ikke, man kan. Ikke 100 procent. Det er derfor, vi undersøger og får temperaturmålinger undervejs. Vi kan for eksempel også se på vores app, hvor mange der har liket en koncert.

Justerer I indimellem kunstnernes tidsplan på dagen?

- Vi har redigeret på tidspunkter og scener, ja. Vi havde for eksempel booket Princess Nokia i 2017 til en nattekoncert. Hun blev flyttet fra Pavillion til den større Apollo om dagen, fordi vi så, der var en stor interesse. Det er et særtilfælde, men her kunne det lade sig gøre. Vi har altid en øget opmærksomhed på de koncerter, hvor vi ved, at der kommer mange.

Aflysninger i sidste øjeblik

Jo mere festivaldagene nærmer sig, jo mere krydser Anders Wahren og de andre bookere i Roskilde deres fingre helt tæt sammen.

For hvad nu hvis et hovednavn bliver syg eller ramt af flyaflysninger?

- Jeg bliver tit spurgt, om jeg har en liste med navne, der kan springe til, hvis der sker noget – og det ville da være dejligt, men det er svært, for vi ved jo ikke på forhånd, hvor stor en artist og hvilken dag, der er i spil.

Ofte skal der tilmed rykkes meget hurtigt på at finde en løsning. Måske endda inden for få uger, dage eller ligefrem timer. En aflysning på dagen er nemlig sket.

- Når det sker, er det vores fornemmeste opgave at skaffe den bedst mulige erstatning. Vi vil gerne altid prøve at skaffe noget, der appellerer til det samme publikum, for vi ved jo godt, at mange bliver skuffet ved en aflysning, siger Anders Wahren.

Derfor er det også en fantastisk følelse, når man rammer plet, tilføjer han. Det skete i foråret 2017, da en kedelig besked landede på programchefens bord.

- For nogle år siden måtte (rapgruppen, red.) A Tribe Called Quest aflyse sin koncert på Orange Scene, fordi Q-Tip havde fået en skulderskade. Dér lykkedes det at få Ice Cube ind som erstatning ret sent, selvom han egentlig stod midt i en basketballturnering, som han er vært for i Los Angeles.

Det blev rapperen Ice Cube, der trådte til, da A Tribe Called Quest aflyste i 2017. Så rapperen fløj ind med sit hold, optrådte med sine hits og fløj så ellers hjem til USA igen kort efter koncerten. (Foto: © Mads Joakim Rimer Rasmussen, Scanpix Denmark)

- Jeg ærgrede mig gul og blå over den aflysning, men jeg synes, det var fint, at vi kunne levere en erstatning, der passede godt til mange af dem, der også havde glædet sig til Tribe, siger programchefen, der som erstatning også fik booket en teltscene-koncert med Digable Planets – en hiphopgruppe fra samme tid.

Hverken Ice Cube eller Digable Planets havde andre koncerter i Europa på det tidspunkt. Derfor kunne Roskilde Festival i dette tilfælde ikke trække på deres gode forbindelse til en række udenlandske festivaler, der ellers godt kan være en hjælp ved aflysninger.

Og hvad så, når årets Roskilde Festival er slut for i år?

Ja, så begynder den helt store planlægning af programmet for 2024. Faktisk er forhandlingerne med nogle af de store internationale navne allerede på plads, mens resten af programmet venter efter sommerferien.

- Det er gerne tiden mellem august og frem til januar, som er den intensive bookingperiode. Så lige så snart vi er færdig med et års program, tænker vi rigtig meget frem mod næste år, siger Anders Wahren.