WTF!? Se disse 5 vanvittige afsnit af gal og genial serie

Den amerikanske tegneserie 'Rick and Morty' er både forrygende politisk ukorrekt og forfriskende bizar.

Rick er den dybt alkoholiserede morfar og g(eni)ale videnskabmand, der gang på gang inddrager sit (skræmte) barnebarn Morty i sine farlige intergalatiske rejser. (© Adult Swim)

'Rick and Morty' er den slags serie, som du vil have alle, du kender til at se, fordi den ikke ligner noget andet.

Den eksperimenterer med fortællemæssigt vanvid på en måde, ingen andre serier kan - eller tør.

Kort fortalt handler serien om den gale videnskabsmand Rick, som slæber sit stakkels barnebarn Morty med på tåbelige intergalaktiske eventyr, der både udfordrer seriekonventioner og populærvidenskabelig formidling.

Her er fem af de mest sindssyge ideer, som serien 'Rick and Morty' rent faktisk er lykkedes med at lave til komedie.

(© Adult Swim)

Slavementalitet i yderste konsekvens

Det her er første afsnit, der for alvor rammer seriens geniale kombination af sjove tankeeksperimenter og eksistentiel angst.

Familien, som tæller Rick (morfar), Morty (søn), Summer (datter), Jerry (far) og Beth (mor), skal pludselig have hjælp til alt.

Derfor giver Rick hele familien en magisk æske, der kan producere blå, grinagtigt servile væsener, der allesamen hedder Mr. Meeseeks.

Sagen er bare den, at de blå væsener først kan forsvinde igen, når de har opfyldt ens ønske.

Så da de får den umulige opgave at gøre faderen (Jerry) bedre til golf, ender de i frustration med at ville slå ham ihjel i stedet.

Episodenavn: Meeseeks and Destroy Sæson: 1 Episode: 5

(© Adult Swim)

Falske minder fra det ydre rum

Seeren bliver fra første scene, der helt ud af det blå introducerer familiemedlemmet 'skøre onkel Steve', suget helt ind i afsnittets præmis om parasitter fra rummet, der infiltrerer vores civilisation og overlever ved at plante falske minder i folk.

Da morfar Rick skyder onkel Steve i hovedet, får vi derfor samme chok som resten af familien, da onkel Steve forvandler sig til en slimet ansigtsløs tingest. Og dør.

Derfra bliver det kun (endnu) mere skørt, og man ender med sammen med hele familien at håbe på, at den søde nye karakter Mr. Poopy Butthole ikke også er en parasit og et falsk minde, men en rigtig ven.

Episodenavn: Total Rickall Sæson: 2 Episode: 4

(© Adult Swim)

X Faktor for hele universet

Rumvæsener lander på jorden og kræver at vi stiller op i en musikalsk eliminationskonkurrence mod alle de andre planeter.

Det er naturligvis en sag for Rick, der, med Morty ved sin side, slår sig sammen med rapperen Ice T og forsøger at skrive et intergalaktisk hit.

Deres catchy parodi på alle hiphop-pop hits, 'Get Schwifty', er iøvrigt overraskende svær at få ud af hovedet bagefter.

Episodenavn: Get Schwifty Sæson: 2 Episode: 5

(© Adult Swim)

Parterapi i rummet

Familiens forældre, Beth og Jerry, ender på en terapeutisk facilitet i rummet, hvor en del af terapien går ud på, at de kan se sig selv, som den anden ser dem.

Bogstaveligt talt.

Beth, viser det sig, ser åbenbart Jerry som en vidunderligt ynkelig, blød, viljeløs orm, og omvendt ser han Beth som et grotesk utilregneligt insektmonster.

Afsnittet når herfra dybere ind i klicheen om mænd under tøflen, end de fleste dramaserier ville kunne nå på en hel sæson.

Episodenavn: Big Trouble in Little Sanchez Sæson: 2 Episode: 7

(© Adult Swim)

Rick som syltet agurk

Øjeblikkeligt ikonisk ligger syltet agurk-versionen af Rick på bordet og råber på Morty.

Som et symbol på, hvor smålige store genier kan være, har videnskabsmanden Rick brugt alle sine geniale kræfter på at forvandle sig til en syltet agurk, så han kan slippe for at komme i terapi med resten af familien.

'Årh mand, var det i dag, Beth? Det havde jeg glemt alt om, og nu er jeg desværre en syltet agurk...'

Episodenavn: It's Pickle Rick Sæson: 3 Episode: 3

Du kan streame alle tre sæsoner af serien på Netflix.