Wow! 3 vilde hjem du kun har råd til at drømme om

Drøm dig langt væk fra rækkehuse og Ikea-møbler sammen med arkitekt Sonja Stockmarr, der er vært på DR Ks nye serie 'Fremtidens drømmeboliger'.

Serien 'Fremtidens drømmeboliger' sendes på DR K fra 31. august (© DR)

Det er absolut intet ordinært over de boliger, som programserien 'Fremtidens drømmeboliger' besøger.

Det er arkitekt og byplanlægger Sonja Stockmarr, der rejser verden rundt på jagt efter nogle af de huse, mange af os kun har råd til at drømme om.

Alligevel giver de spektakulære hjem inspiration til, hvordan vi kan løse nogle af fremtidens udfordringer: hvordan vi bygger mere bæredygtigt, hvordan vi udnytter kvadratmeterne bedre og hvordan vi lever sammen.

Sonja Stockmarr giver her tre eksempler på fremtidens drømmeboliger.

(© DR)

Berlin: Undertøjsfabrikken

I Potsdam uden for Berlin ligger en bolig tegnet af arkitekt Arno Brandlhuber. Han har ombygget en gammel undertøjsfabrik for at skabe et samlingssted for familie og venner.

Vindueshullerne i den store betonbygning er lavet ved at Arno Brandlhuber inviterede sine venner til en fest, hvor de skulle slå hul i væggene med en mukkert.

Hjemmet er stadig et eksperimenterende værksted for kunstnere og designere.

- Det lyder måske skørt, men huset er blevet helt særligt og vanvittig smukt, siger Sonja Stockmarr.

(© DR)

Hellerup: Raftehuset

Men det er ikke kun udlandet, der byder på fremtidsdrømme.

I Hellerup udenfor København har Lundgaard og Tranberg Arkitekter har skabt et unikt hjem.

I huset bor Birgit Lyngbye Pedersen sammen med sin familie – og netop måden at være sammen på som familie er centralt for arkitekturen.

Huset er nemlig bygget med dét formål, at voksne og teenagebørn kan have både privatliv og samvær – vel at mærke i et hus uden ret mange vægge.

- Lene Tranberg har formået at tegne et unikt hus, der emmer af liv, lys og gennemarbejdede detaljer. De få vægge i huset gør at familien kan fornemme hinanden, påpeger Sonja Stockmarr og fortsætter:

- Samtidig er huset indrettet til, at det kan fungere anderledes, når børnene er flyttet hjemmefra.

(© Unsplash)

Tokyo: Badeværelse i entreen

I millionbyen Tokyo i Japan er der pladsmangel.

Det skaber nogle særlige udfordringer for arkitekter, hvilket tegnestuen Tekutos 'Magritte'-hus er et godt eksempel på.

Her har de på grund af pladsmangel vendt rumfordelingen på hovedet. For eksempel går man lige fra hoveddøren ind på toilettet.

- Det var en helt speciel oplevelse. Det er så fascinerende at arkitekterne får lov til at udfordre den traditionelle måde, vi ser vores boliger på så radikalt.

- Jeg tror, det er en tendens og en nødvendighed, at vi kigger på anderledes måder at bo på, fordi vi bliver flere og flere mennesker i byerne. De hjem jeg har besøgt i denne serie giver inspiration til, hvordan vi kan løse nogle af fremtidens udfordringer ved den måde vi bor på, slutter Sonja Stockmarr.

DR K sender i aften første afsnit af programserien ’Fremtidens drømmeboliger’.