VIDEO Krimidronning anbefaler: 4 nervepirrende mordgåder til din påske

Der er masser af gode krimioplevelser at hente, hvis du spørger Elsebeth Egholm. Din nattesøvn kan vi dog ikke garantere for.

Mystiske bortførelser, bestialske mord og komplicerede plot.

En god krimi er gjort af et stof, der får dig til at sidde på kanten af stolen. Det ved Elsebeth Egholm, der er en af Danmarks mest roste forfattere i genren. Men hvad ville hun selv læse? DR Kultur mødte hende på Krimimessen Horsens, hvor hun anbefalede en række.

Lone Theils 'Pigerne fra Englandsbåden'

En gruppe kvinder forsvandt sporløst fra Englandsbåden i 70'erne. Sådan starter plottet i Lone Theils debut. Til daglig er hun London-korrespondent, og det er sjovt nok også, hvad hovedpersonen er.

- Rigtig god og spændende debut, lyder anbefalingen fra Elsebeth Egholm.

Lindhardt og Ringhof, 2015, 326 sider.

Pierre Lemaitre 'Alex'

Bogen er en del af Lemaitres hårdkogte trilogi. En ung kvinde bortføres og holdes fanget under bestialske forhold, og tiden er en faktor for kriminalkommissær Camille.

- Plottet twister i alle mulige retninger. Den bedste i serien, synes jeg. En af de bedste krimier jeg har læst.

Lindhardt og Ringhof, 2014, 349 sider.

Helle Vincentz 'Stjålne Liv'

Antropologen Sofie Munk laver et forskningsprojekt i en fertilitetsklinik, hvor der bliver stjålet en masse æg. Så er plottet skudt i gang.

- Der er et politisk thrillerelement. Det er en en rigtig fin bog.

People's Press, 2016, 456 sider.

Karin Slaughter 'De Smukkeste'

Karin Slaughter er et velkendt navn på krimigenrens stjernehimmel. Her fortæller hun historien om to søstre, der prøver at finde ud, hvad der skete, da deres tredje søster forsvandt 24 år tidligere.

- Den glæder jeg mig til at læse. Her er hun ude i en lidt anden boldgade, det er ikke politikrimi, men et familiedrama.

HarperCollins Nordic, 2016, 463 sider.

God fornøjelse!

Elsebeth Egholm

  • Har siden debuten i 1999 bl.a. skrevet en anmelderrost krimibogserie, der senere blev til tv-serien 'Dicte'. Hun har desuden også skabt universet til tv-serien 'Den Som Dræber'.

  • Er ud over forfatter, foredragsholder og uddannet journalist og har bl.a. skrevet i Berlingske og JP.