Undskyld på forhånd! 5 episke spil der stjæler din sommerferie

Uanset om regnen siler eller solen bager, kan du tænde computeren og fortabe dig i farverige universer.

Hvis du er lidt trist over vejrudsigten, så har spilentusiast Morten Greve heldigvis din ryg. (© Horizon Zero Dawn (Playstation) / The Legend of Zelda (Nintendo))

Endelig ferie! Men øv, regnen trommer mod ruden, og feriekontoen inviterer ikke lige til udenlandske alternativer.

Det er nu, det er det helt rigtige tidspunkt at indhente nogle af det sidste års største titler med timevis af episk, eskapistisk, digital underholdning.

Jeg har derfor udvalgt fem af mine egne favoritter fra i år, der byder på time efter time med spændende eventyr. Her får du virkelig noget for dine penge:

(© Bethesda)

Dishonored 2

I det første 'Dishonored'-spil fra 2012 (også et fremragende spil) blev rigets kejserinde snigmyrdet, mens man var hendes bodyguard, Corvo Attano. I spillet skulle man rense sit navn og få den retmæssige arving tilbage på tronen.

I 'Dishonored 2' er det nu den nye kejserinde, Emily, der mister tronen, da en ukendt tante arrangerer et komplot mod hende. Som enten Emily eller Corvo skal man slå tilbage mod komplottet med magi, teknologi og masser af snigen rundt.

Det kommer der et virkelig spændende spil ud af, der belønner nysgerrighed, tålmodighed og snilde.

Platform: Windows, PS4, Xbox One

Udvikler: Arkane Studios

(© Playstation)

Final Fantasy XV

'Final Fantasy'-spillene er kendt for deres nærmest afsindigt episke eventyr, hvor robotter, drager, sværd og strålepistoler blandes sammen i en herlig blanding af vilde slagsmål.

Derfor er det også lidt underligt, at man i skoene på hovedpersonen prins Noctis starter med at tøffe rundt på roadtrip med sine bros i en cabriolet, mens man er på campingtur, fanger fisk og spiser lækre retter.

Hyggeturen ændrer sig dog undervejs, og snart er man i krig mod et ondsindet kejserdømme - og så kommer dragerne, robotter, sværdene og strålepistolerne frem. Fremragende tidsfordriv.

Platform: Playstation 4, Xbox One

Udvikler: Square Enix

(© Playstation)

Horizon Zero Dawn

I 'Horizon Zero Dawn' er vores verden gået under, men efter undergangen er en ny verden opstået.

Her bor de sidste overlevende mennesker i primitive stammesamfund, hvor rester af fortidens teknologiske vidundere stadig påvirker deres liv. Det gælder ikke mindst dødbringende robotter i form af fortidens dyr og dinosaurer, der nu dominerer kloden.

Som den udstødte kvinde Aloy skal man gå på opdagelse i denne nye verden og afdække mysteriet om, hvad der skete, da Jorden gik under første gang.

'Horizon Zero Dawn' er et utroligt smukt spil med et spændende univers. Perfekt, hvis man skal drømme sig hen mod eksotiske egne.

Platform: PS4, PS4 Pro

Udvikler: Guerilla Games

(© injustice.com)

Injustice 2

Det skal ikke bare være rene eventyr- og rollespil det hele. For spil kan godt være episke alligevel.

Det er kampspillet 'Injustice 2' et godt eksempel på.

I et univers, hvor Superman er blevet en hævngerrig superskurk, mødes forlaget DC's største helte og frygteligste skurke i arenaen. Det bliver der et glimrende og varieret kampspil ud af, hvor man både kan spille alene og mod hinanden.

På egen hånd kan man gennemspille den episke historie om skurken Brainiacs angreb på Jorden, der for en stund forener gamle venner.

Og mod andre spillere er der utallige timers underholdning på sofaen eller over nettet, hvor man i bedste underbukserne-uden-på-dragten stil kan afprøve, om det er Batman eller Superman, der er sejest.

Platform: PlayStation 4, Xbox One (og mindre udgaver til iOS og Android)

Udvikler: NetherRealm Studios

(© Nintendo)

Legend of Zelda - Breath of the Wild

'Legend of Zelda'-serien bliver ikke uden grund fremhævet som en af spil-historiens allerbedste.

Helten Links eventyr har siden det første spil udkom i 1986 været synonym med store eventyr og originale ideer.

Det nyeste spil i den hævdvundne serie, 'Breath of the Wild', lever op til forgængerne og kan prale af, at mange anmeldere fremhæver det som et af de bedste spil. Nogensinde. Med en rating på Metacritic på 97/100 er der enighed blandt stort set alle anmeldere.

Du kan glæde dig til utallige timer sammen med helten Link, hvor du både skal bruge dine reaktioner og din knold. Fremragende.

Platform: Nintendo Switch, Nintendo Wii U

Udvikler: Nintendo