Tør du? 5 gysere du aldrig glemmer

... men de får dig også til at glemme møgvejr midt i juli. Filmselskabets Maria Månson guider til sin top fem. En af dem har fået en hel biografsals publikum til at udvandre.

Den australske "The Babadook" har det som de fleste gyserinstruktører drømmer om: Ægte uhygge af typen, der sætter sig fast (Foto: The Babadook)

Gode gyserfilm hænger ikke på træerne. Der bliver produceret stribevis af film, der bruger genren som undskyldning for at vise en masse dårlig skuespil, teaterblod og filmklichéer.

Men der er heldigvis masser af isnende uhyggelig underholdning derude. Vi har allieret os med Maria Månson fra Filmselskabet på DR K for at vælge fem unikke gyserfilm, der er lavet af det samme stof som mareridt. Med andre ord, perfekt imens sommerregnen trommer på ruden. Din nattesøvn er måske på spil, men kan du lade være?

The Shining

- REDRUM, REDRUM … disse ord aktiverer automatisk mit allermest primitive angstcenter. Stanley Kubricks filmatisering af Stephen Kings "Ondskabens Hotel" giver mig ganske enkelt myrekryb. Det er ikke kun min favoritgyser, det er også på min top fem over yndlingsfilm generelt.

- Der er så mange lag, at den kan få din hjerne til at implodere af bimshed. Uanset om du blot vil væmmes af de vamle spøgelsestvillinger, eller om du vil kaste dig ud i en konspiratorisk fortolkning af skyernes formationer.

Instr. Stanley Kubrick. 1980. Se trailer her. Er tilgængelig på stream.

Audition

- Da jeg så den her film i biografen, udvandrede halvdelen af salen, og jeg måtte simpelthen ud at have en skarp bagefter.

Takeshi Miikes vanvittige gyser handler om en mand, der savner en kæreste. Han beslutter sig for at finde en pige ved at sætte en falsk audition op, under dække af, at det er til en filmrolle. Men herre jemini, hvor han dog vælger den HELT forkerte pige. Er du til grotesk ultravold, så er den her lige til dig!

Instr. Takeshi Miike. 1999. Er tilgængelig på dvd.

Funny Games

- Den her film har givet mig en af de vildeste filmoplevelser nogensinde. Normalt kan home invasion-film ikke skræmme mig, men i hænderne på den østrigske mesterinstruktør Michael Haneke? Oh yes!

Et sommerhusområde hærges af to unge skruppelløse voldsmænd, der tager familier som gidsler, bare fordi de kan. Filmen vender alle konventioner for genren på hovedet, og der er scener som er på min liste over største WTF-momenter i filmhistorien.

Instr. Michael Haneke. 1997. Er tilgængelig på dvd.

The Birds

- Jeg har noget med flaksende bæster. Mit værste mareridt er simpelthen at blive angrebet af en multitude af flagrende vinger og hakkende næb. Derfor er Hitchcocks ‘Fuglene’ på min liste over de mest uhyggelige film. Gyser-mesteren er genial nok til aldrig at overforklare grunden til fugleangrebene. De er der bare, det spreder sig, og der er intet at stille op!

Instr. Alfred Hitchcock. 1963. Se trailer her. Er tilgængelig på dvd.

The Babadook

- Det nyeste skud på min top fem-stamme. Den fik mig til at gå rundt og brumme 'BA-BA DOOK DOOK DOOK' med min mest skumle stemme.

Filmen er på ét plan en konventionel gyser om en morderisk børnebog, men fungerer også i overført betydning som et monster, der er opstået mellem mor og søn efter en fatal bilulykke. Den er afsindig velspillet, og stemningen i den er simpelthen grum.

Instr. Jennifer Kent. 2014. Se trailer her. Er tilgængelig på stream.

  • Maria Månson kalder sig selv et skilsmissebarn, når det kommer til film - hun elsker både 'Tree of life' og sci-fi. Og så vil hun gerne overbevise seerne om det fede ved superhelte-film.

  • Maria Månson er vært på Filmselskabet, der sender hver ugentligt på DR K. Følg dem på Facebook her.