Skru op! 6 Take That-numre der gør dig til en besat teenagepige

90'ernes største boyband udgiver nyt. Derfor præsenterer Danmarks største fangirl hits, der går rent ind i hjertet.

Take That har blandt andet begået et af de største pophits nogensinde, og det er ikke til diskussion, siger Sandie Westh. (Fotocollage: Scanpix / Getty Images) (© 1991 Michael Putland)

Mit allerførste interview som radiovært på P7 MIX var med Take That-medlemmet Gary Barlow.

Det var noget af det mest angstprovokerende, jeg har været ude for - fordi jeg har været besat af manden og resten af Take That siden 1992. 'Besat' er præcis det bedst beskrivende ord for mit forhold til 90’ernes største britiske boyband.

Den dag Take That gik i opløsning, sad jeg på bagsædet af mine forældres bil og min verden gik kortvarigt fuldstændig i stykker.

Men ligesom Jesus på påskedag, så genopstod Take That heldigvis i 2006, og omend jeg ikke har plakater hængende over min seng mere, så er Take That så absolut den gruppe, jeg fortsat fangirler mest over.

I dag er de ude med nyt album 'Wonderland'. Derfor har jeg vredet armen om på mig selv, og formået at finde små seks sange frem, der beskriver min rejse med Take That allerbedst:

I Found Heaven

I 1992 brugte jeg virkelig meget tid inde på mit børneværelse med Take That’s debutalbum kørende i rotation på min ghettoblaster.

Jeg var så vild med dem, at jeg tegnede albumcoveret på et A4-papir og tilføjede mig selv. På det her tidspunkt var jeg fem år, så jeg var ikke forelsket i Take That - jeg ville bare rigtig gerne være en del af dem, fordi jeg syntes, de var så seje.

Især 'I Found Heaven' kaster mig tilbage til 1992, fordi den åbner 'Take That and Party'-albummet, så klaveret i starten er fyldt med så absurd mange minder for mig.

Fra albummet 'Take That & Party', 1992.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58d53238a11f9f16f8c69dc2

Pray

I 1993 udsender Take That en af mine all time yndlings-Take That-sange, nemlig 'Pray.'

Men shit, jeg kan huske, at jeg syntes det var en vildt underlig musikvideo de havde lavet. Jeg var seks år og kunne ikke rigtigt kapere de her, for mig, voksne mænd, der i i sort/hvid og bare overkroppe vred sig på en strand.

Til gengæld er det dette nummer, jeg glæder mig til at høre til hver evig eneste koncert jeg er til med Take That. Der er 24 års minder forbundet med det nummer.

Fra albummet 'Everything Changes', 1993.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58d53294a11f9f16f8c69dd5

Back For Good

Det her er en af de bedste popsange nogensinde skrevet, og det står ikke til diskussion!

Og så var det i øvrigt også nu, i 1995, at jeg blev dødeligt forelsket i Mark Owen. Han var simpelthen så nuttet og jeg drømte om at blive gift med ham. Intet mindre. Mark Owen og jeg og alle vores Take That-sange til vores dages ende.

Jeg kunne se ham danse i regnen igen og igen og igen og igen...

Fra albummet 'Nobody Else', 1995.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58d53238a11f9f16f8c69dc7

Never Forget

1995 er året, hvor Take That udsender deres mest storslåede sang nogensinde og den bliver ikke mindre storslået året efter, da de smider 'Never Forget' på deres Greatest Hits-abum og bl.a. tilføjer et børnekor og en hornsektion.

Det er en lidt atypisk sang for Take That på det her tidspunkt, fordi Howard Donald synger lead - noget Gary Barlow ellers primært gjorde i 1990’erne.

Jeg erindrer at stå inde på værelset og skrue helt op for anlægget, når jeg skulle høre den her.

Fra albummet 'Nobody Else', 1995.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58d53238a11f9f16f8c69dc0

Rule The World

I 2006 oplevede jeg det 21. århundredes største velsignelse: Take That blev gendannet og det gjorde de med et brag.

De udsender 'Patience', som er en af de bedste comebacksange, jeg har hørt. Samtidig er det også ret syret at skulle forholde sig til sin yndlingsgruppe, som voksenfan, når nu jeg jo simpelthen var så usandsynlig ung første gang, de var relevante.

Jeg elsker 'Patience', men jeg bliver blæst omkuld, da de udsender 'Rule The World'. Den lyder kæmpestor og den viser, at Gary Barlow har det vildeste flair for melodier.

De åbnede deres koncert i Parken i 2011 med den her, hvilket bevirkede at tre rimelig voksne kvinder endte med at stå og vande høns...

Fra albummet 'Beautiful World', 2006.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58d532386187a408e8e747c8

Greatest Day

Ligesom 'Rule The World', er 'Greatest Day' et af de der slags storslåede numre, der passer perfekt på de stadionkoncerter, som Take That giver på deres turnéer.

Og så er det en virkelig rørstrømsk sang for mig, fordi Take That altid har været et fælles projekt mellem min storesøster og mig.

Hende mistede jeg i 2007, hvilket betyder, at 'Greatest Day' er den første Take That-single, jeg aldrig har kunnet dele med hende og det betyder, at den rykker lidt ekstra i tårekanalerne, når jeg står blandt publikum og Gary starter med at synge.

'Greatest Day' skal i øvrigt høres på fuld volumen.

Fra albummet 'The Circus', 2008.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58d53238a11f9f16f8c69dc6

Fotos: Scanpix