Hvis du også har dyrket Terminator-filmene, så ved du, at dagen i dag er noget helt særligt.
29. august 1997 - som er 20 år siden i dag - opnåede den fiktive kunstige intelligens, Skynet, selvbevidsthed, og startede et teknologisk mareridt i filmserien 'Terminator' med Arnold Schwarzenegger i en af hovedrollerne.
Læs også
I'll be back - og 6 af Schwarzeneggers andre legendariske citater
Skynet mente, at menneskeracen var overflødig og udslettede praktisk talt hele menneskeheden med et atomangreb. Resten af menneskeheden jagtede Skynet med de dødbringende Terminator-robotter.
Heldigvis er Skynet blot fiktion, men et af mange eksempler på ondsindet kunstig intelligens, der har hjemsøgt os i fiktionen som et nutidigt Frankensteins Monster.
Derfor serverer jeg her fem af mine favorit-eksempler på farlig kunstig intelligens.
2001: A Space Odyssey / Hal 9000
Stanley Kubricks psykedeliske mesterværk, 'Rumrejsen År 2001' fra 1968, er ikke bare historien om en rumrejse, men en kommentar om vores evolution.
Her følger man i en komprimeret udgave udviklingen fra tidlige menneskeaber i præhistorisk tid til mennesket i Rumalderen, hvor man også udvikler kunstig intelligens.
I dette tilfælde er den kunstige intelligens den 'ufejlbarlige' computer HAL 9000, der skal sikre, at en gruppe astronauter får en sikker rejse i jagten på mystiske overjordiske monolitter.
Uden at afsløre for meget, så har Hal en anden opfattelse af, hvordan missionen skal gennemføres end astronauterne - med dødbringende udfald.
Ex Machina / Ava
Måske den mest sexede kunstige intelligens på denne liste er uden tvivl den kunstige intelligens, Ava, spillet af Alicia Vikander.
I filmen forfører hun en ung programmør til at gøre, hvad hun ønsker. I filmen kan man aldrig være helt sikker på, hvad Avas motiver egentlig er, og måske er hun i virkelig blot et offer.
Fremragende mørk lille film af Alex Garland.
Alien / Ash
Selvom Ellen Ripley, spillet af Sigourney Weaver, og besætningen ombord på rumskibet Nostromo har nok at se til, mens de forsøger at overleve filmhistoriens første møde med den dødbringende xenomorf i 'Alien', så er det ikke deres eneste modstander ombord på skibet.
Et af besætningsmedlemmerne ombord, videnskabsofficeren Ash, er nemlig i al hemmelighed et syntetisk menneske, en androide - og han har alt andet end godt i sinde for Ellen Ripley.
WarGames / WOPR
En gamer vil gøre hvad som helst for at få fat i de fedeste spil, hvis man skal tro filmen 'War Games'.
Hackeren David Lightman, i skikkelse af Matthew Broderick, hacker nemlig den hemmelige militære supercomputer, WOPR, i troen på, at det er et sejt nyt spil.
I spillet simulerer han en fiktiv atomkrig mellem Sovjetunionen og USA. Hvad David ikke ved, er, at computeren er bygget til at lære at føre virkelig atomkrig, og at han med sine spil lægger kimen til tredje verdenskrig.
Blade Runner / Replicants
Ridley Scotts dystopiske fremtids-mesterværk er en udforskning af, hvad der er menneske, og hvad der er maskine.
I midten af den diskussion står de menneskeskabte replikanter, der er bygget til at tjene menneskeheden, men som bare gerne vil være selvstændige.
I filmen jager blade runneren Deckard, spillet af Harrison Ford, en håndfuld replikanter, der har skjult sig blandt mennesker, og som ikke er bange for at ofre menneskeliv for at leve frit.
Måske/måske ikke bærer han selv rundt på en dyster hemmelighed... Uhhhh.
En blændende film, der er på vej med en efterfølger i efteråret.
Læs også
5 scifi-film der ikke må blive virkelige, tak!