P3-værter: Pift din playliste op med disse 5 MTV-stjerner

I aften samles stjernestøv på den røde løber til MTV Europe Music Award. Hør fem af de knap så store stjerner, som P3's værter Cathrine Nissen og Andrew Moyo mener, du bør lytte til.

Cathrine Nissen og Andrew Moyo er værter på nye radioprogram 'P3's Museum for Kunst', hvor de anbefaler kultur og underholdning til lytterne, og hvor intet er for fint eller for poppet.

Det kommer til at regne med stjernestøv i aften, når popidoler som Beyoncé og Justin Bieber er nomineret til årets store MTV Europe Music Award-prisuddeling.

Listen over nomineringer er endelang. For Europe Music Award er ikke kun for dem, der ligger øverst på hitlisterne. Aftenens show gemmer også på stjerner, der ikke har ramt ligeså bredt som hjerteknuseren Bieber eller popguruen Beyoncé.

De to P3-værter Cathrine Nissen og Andrew Moyo fra programmet 'P3's Museum for Kunst' anbefaler her, hvilke MTV-nominerede musikere - udover de største kendisser - som du bør smide på din playliste lige nu.

Jess Glynne

- Hende har jeg haft det ret vildt over, siden hun lavede 'Rather be'. Hendes stemme er kæmpe, kæmpe stor. Det er lige før, jeg vil sammenligne hende med Adele. En glad udgave af Adele, der ikke græder så meget, fortæller Cathrine Nissen.

- Hun har bare en power og naturlighed. Og så er hun virkelig bad ass. Hun lyder som om, hun har gjort det i et helt liv med en moden lyd og en soulet, lækker stemme.

Alessia Cara

- Hun er måske den sejeste af dem allesammen. Hun er vildt tåget og virker lidt fjern i den måde, hun synger på. Men det er mega sensuelt og dragende. Hun er med på den der lidt triste musikbølge.

- Vi har spillet nummeret 'Here' rigtig meget på P3, som har en vildt tilbagelænet og lidt langsom lyd. En lyd, som jeg er vildt glad for, stadig kan slå igennem. Lyden er nærmest jazzet i sit udtryk, og det er monster lækkert at høre på, fortæller Andrew Moyo.

Du kan høre 'Here' ved at klikke her.

Dua Lipa

- Dua Lipa er super poppet, og hun har en markant stemme. Det nyeste nummer, hun har lavet, hedder 'Room for 2', som er helt anderledes fra hendes tidligere numre. Nummeret er nærmest akustisk. Det er fedt, hun leger med udtrykket.

- Hun er en 21-årig pige, som bare har sindsygt meget attitude. Jeg er lidt bange for hende, fordi hun er så rå, men samtidigt kan jeg virkelig godt lide hende. Jeg kan godt lide, når unge piger bare er seje og vilde, fortæller Cathrine Nissen.

- Uden at det bliver sådan Christina-Aguilera-agtig-vild, tilføjer Andrew Moyo.

Tame Impala

- Hvis man kigger lidt væk fra den helt almindelige popscene, så er Tame Impala et kæmpestort navn, fortæller Andrew Moyo.

- Frontmand Kevin Parker prøvede at dancificere numrene lidt mere efter en tur på klub i Goa. Og det kom der bare noget helt vildt ud af - noget med klare technoreferencer samtidig med, at den psykedeliske, blomstrede inspiration er bevaret.

- Altså, Tame Impala er jo sådan nogle indie-drenge med den der helt engleagtige, vidunderlige falset stemme. Hvis man er lidt en tøsedreng, som mig, kan man virkelig godt lide Tame Impala. Det er først på deres seneste plade, at de er blevet mere brede.

Jack Garratt

- Jeg synes, han lyder fed i det til tider lidt monotone poplandskab. Man hører efter, når han spiller. Jeg er bare til noget helt gammeldags flødebollemusik og bliver ekstra glad, når tingene ikke behøver at larme, men bare er lækkert. Og så laver Jack Garratt selv sin musik.

- Jack Garratt har en enormt soulet rundhed, og så synes jeg, han har en stemme, der virkelig kan bære at synge om de ting, han gør. Jeg tror 100% på det, når Jack Garrett begynder at synge, fortæller Andrew Moyo.

Radioprogrammet 'P3's Museum for Kunst'

  • Cathrine Nissen og Andrew Moyo er radioværterne bag programmet

  • De sender fra 16-18 i alle hverdage på P3

  • De taler om alt fra finkultur med popkultur

  • Det første program blev sendt den 19 september i år.