Ingen grund til panik: 5 fede alternativer, når artisterne melder afbud

Det skader aldrig at have en stjernespækket nødløsning i baghånden, hvis endnu en rapper aflyser i sidste øjeblik. Vi giver derfor her en hjælpende hånd til festival-bookerne.

Stevie Wonder og Lady Gaga burde begge have plads i tourplanen til at besøge de danske festivaler. (© Scanpix)

Festivalerne har lukket musikprogrammet. Siger de. Men vi ved jo allesammen, at et festivalprogram aldrig er endeligt afgjort, før kunstneren rent faktisk står sveddryppende på scenen foran dig.

Med over 200 musikfestivaler i Danmark er publikum dog dækket godt ind med fede hovednavne i alle stilarter.

Men der er stadig en god håndfuld navne, som der altid vil være plads til.

(© Scanpix)

Tool

Måske verdens mest mystificerende band. Det store, tekniske og tunge metalband tager sig god tid om deres plader. Siden starten af 90’erne, har de lavet bare fire album. Albummer, som af deres mange dedikerede fans betegner som mesterværker.

Tool spillede sidst på Roskilde Festival i 2006 og står generelt øverst på de fleste festivalers ønskeliste, fordi de så sjældent giver koncerter.

Tool har annonceret turné dette forår og sommer i USA, så et smut forbi Europa kunne måske også presses ind.

(© Scanpix)

Chance The Rapper

Han er et af tidens mest omtalte hip hop-navne, som indtil i fredags stod på plakaten til den københavnske Haven Festival.

Chance The Rapper har aflyst både koncerten i Danmark samt på fire andre festivaler i Europa – og har ikke sendt en forklaring med.

Sidste år aflyste han også resterne af sin Europa-turné lige efter sin koncert i Falkoner Salen i København.

Derfor er beskeden pænt enkel til Chance The Rapper – du skylder, og vi finder plads!

(© Scanpix)

Stevie Wonder

Hvem vil ikke gerne have den ultimative fest på en festival? Og hvem kunne ikke godt forestille sig, at den evigt unge, smilende og altid-i-bevægelse soulsanger ville være leveringsdygtig i den disciplin?

Stevie Wonder giver sjældent koncerter, men gæstede i 2010 verdens største festival, Glastonbury i England. Og i 2014 sørgede han for godt humør på Roskilde Festival. Stevie Wonder, der pladedebuterede som 11-årig og siden var med til at tegne lyden for det legendariske Motown-label, spiller koncerter i disse dage på en festival i USA – men ellers er turné-bogen tom.

(© Scanpix)

Lady Gaga

Festivaler har haft stor succes med at bringe navne som Rihanna, M.I.A., Prince og Beyoncé, som normalt hører hjemme på stadionscenen og ikke de store open-air scener på alverdens festivaler.

Samtidig er det tiltrængt at få et skud af rendyrket popkultur og danseshows til rockfolket på græsarealerne.

Lady Gaga har netop spillet til den amerikanske Coachella Festival, og der vil altid kunne være plads til en af verdens mest kontroversielle popartister på de danske festivalscener.

(© Scanpix)

Van Morrison

‘Van The Man’ har passeret de 70 år, men nægter at blive betragtet som en museumsgenstand. Siden 1967 har han kontinuerligt udsendt album.

Det seneste, ’Keep Me Singing’, udkom sidste år med en efterfølgende turne, der også tog ham til Danmark.

I år står han blandt andet på scenen på én af Europas mest toneangivende festivaler: Primavera i Barcelona.

Når én af rockmusikkens store romantiske croonere rører på sig, vil det være oplagt at tilbyde et stort og varieret festivalpublikum i Danmark at opleve ham – igen, eller måske for sidste gang.