Når man har en yndlingsserie, så har man ofte også sine yndlings-scener. De øjeblikke, der får os til at sludre begejstret omkring vandkøleren og ved frokostbordet dagen efter.
Alle fans af 'Game of Thrones' husker stadig scenen, hvor The Mountain tager livet af Oberyn Martell. Og hvad med den kryptiske afslutningsscene i 'Sopranos', der efterlod millioner af seere med en dårlig smag i munden i 2007?
2016 står ikke tilbage for stærke serie-øjeblikke, hvis du spørger Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg. Sammen udgør de værtsteamet fra 'Stream Team' på Radio24syv og 'Serieland' på TV 2 Play, og de har bragt hundredvis af timer foran skærmen.
Ifølge dem har både norsk ungdomsskildring, familiehygge i New York og dystopisk sci-fi sat dagsordenen. Her er deres bedste bud. Det er oplagt inspiration til et gensyn med nogle af de største øjeblikke fra seriernes verden.
Better Things
- Vi kender allesammen scenen om en fortravlet forælder, der falder i søvn i barnets seng og derfor går glip af en eller anden vigtig date eller what ever. Men i 'Better Things' løfter det sig sublimt, fordi det ikke handler om, hvad Sam går glip af. Det handler om selve situationen, forhandlingen med sit barn og følelsen af kampen mellem den vidunderlige følelse af tavs, uproduktiv intimitet med sit barn og voksenforpligtelser.
"Kom, mor (banker på sengen)”, “Åh, nej. Baby. Jeg kan ikke lægge mig ned. Det er for sent, og jeg har for meget, jeg skal nå.” “Kom nu, mor, pleeaaase.” “Okay. Bare et øjeblik. Sådan.” (Lægger sig ved siden af datteren) “Nej mor, under dynen.” “Nej, nej, det kan jeg ikke! Og du skal ikke røre mig. Jeg sværger, hvis dine små babyhænder så meget som strejfer mig, så falder jeg i søvn, og så kommer jeg i problemer. Vi kan høre en sang.” (Sam sætter en sang på, og datteren begynder at ae hende i håret. Hun falder i søvn).
Det er så dirrende tydeligt, at Pamela Adlon faktisk kender situationen og følelsen af små, magiske børnehænder, og at den ikke bare er skrevet af en manuskriptforfatter eller instruktør, der aldrig ser sine børn. Der er varmt forældreblod i den her serie, og andre forældre vil kunne mærke oprigtigheden.
Sæson 1, afsnit 1 ‘Sam'. Kan ses på HBO Nordic.
Black Mirror
- I dette første afsnit af den længe ventede tredje sæson af sci-fi-serien 'Black Mirror' møder vi den smilende og smukke Lacie, der svæver gennem tilværelsen som et velklædt spøgelse fuld af overskud og komplimenter til alle, der har brug for dem. Men bag den perfekte overflade gemmer sig et uhyggeligt, usikkert menneske, som er dybt afhængig af den fiktive ‘Rate Me-app’, der indekserer verden i populære og upoplære mennesker. Smil, hold døren for fremmede, 5 stjerner. Snubl i kantinen, 1 stjerne.
Som altid er den britiske komiker Charlie Brooker genial til at koge vores samfundsproblematikker ned til en genialt underholdende bouillonterning af grusom satire. Han har dog sjældent ramt vores socialt digitaliserede verden bedre end i dette afsnit, da Lazie møder en kvindelig truckdriver, der har meldt sig ud af popularitetskonkurrencen og forklarer, hvordan det har medført, at hun nu lever i udkanten af samfundet.
“Jeg begyndte at sige, hvad jeg ville, når jeg havde lyst. Det viste sig, at mange af mine venner ikke bryder sig om ærlighed. De begyndte at behandle mig som om, jeg havde skidt ved morgenbordet. Men hold op, hvor føltes det godt.“ Hvis man har overvejet at melde sig ud af Facebook-ræset, så kan dette afsnit være tungen på vægtskålen.
Sæson 3, afsnit 1 ‘Nosedive’. Kan ses på Netflix.
Skam
- Den norske ungdomsserie bliver distribueret i enkeltscener på en blog, inden den bliver samlet til hele afsnit hver fredag, så der er utallige små mesterværker iblandt. Ikke mindst fra den centrale kærlighedshistorie mellem Isak og Even.
Men den, der står allerstærkest alene, er scenen, hvor Isak forsøger at definere sin egen personlighed i forhold til sin bofælle Eskild, som er åbent homoseksuel, ved at tage afstand fra Pride-bevægelsen. Og så bliver sat eftertrykkeligt på plads af den ellers altid støttende Eskild. “Jeg kommer ikke til at gå med mascara og tights og gå til Gay Pride, bare fordi jeg er forelsket i Even.”
“Okay. Lad mig fortælle dig een ting om de mennesker, du ikke vil associeres med. Dem, der har taget tights og mascara på og er gået ud for at slås for retten til at være dem, de er. Det er folk, som gennem tiden har valgt at stå imod chikane og had. Som er blevet tæsket og dræbt. Og det er ikke fordi, de har sygt meget lyst til at være anderledes, men fordi de hellere vil dø end at lade som om, de er noget, de ikke er. Og jeg synes, at før du har taget den kamp selv, før du har vovet at stå op for den du er, så skal du passe forbandet meget på at hæve dig over Gay Pride.” Preach.
Sæson 3, afsnit 5, del 5. Kan ses på DR3 og NRK.
Transparent
- Der er en genial scene i starten af 3. sæson af 'Transparent', hvor Maura taler med sin veninde Davina om, hvordan hun har det, hvor hun svarer: “Alt er skønt. Min kæreste Vicki elsker mig. Og hun er skøn. Mine børn har det godt. De elsker mig og accepterer mig som den, jeg er. Det jeg gør i LGBT-centret er vidunderligt, jeg er kun lige kommet i gang, men er så spændt på at lære om den verden. (Lang pause) Jeg har alt, jeg behøver. Så…. Hvorfor er jeg så ulykkelig?”
Det er meget modigt af serien, der jo er blevet populærkulturel bannerfører for transpersoners rettigheder, at flirte med ideen om, at en historie om transidentitet ikke ender lykkeligt eller ulykkeligt, men bare tøffer derudaf helt almindeligt utilfreds. Og så er det en situation, der er meget specifik for figuren Maura, men samtidig handler om vores allesammens konstante begær efter at være mere os selv og fantasien om at nå til et punkt, hvor vi er færdige med at blive til os selv. Og den konstante skuffelse over, at det punkt ikke findes. Identitetsfilosofisk 'sadcom', når det er bedst.
Sæson 3, afsnit 1 ‘Elizah'. Kan ses på Viaplay og Amazon Prime.
Horace & Pete
- 'Horace & Pete' er på mange måder indbegrebet af, hvad der kunne lade sig gøre i serieverdenen i 2016. Hvis man er i tvivl om, hvad begrebet ‘sadcom’ dækker over, så behøver man ikke kigge længere end til Louis CK’s smågeniale dramaserie, der udspiller sig i en bodega-kulisse, som ligner noget fra 'Sams Bar'. Men her er den altoverdøvende dåselatter byttet ud med en konfronterende tavshed.
Tredje afsnit udspiller sig som én lang scene mellem Louis CK's karakter og hans eks-kone Sarah (uhyrligt velspillet af Laurie Metcalf), som fortæller ham om en forbudt affære, hun har haft med sin nye mands far. I de første ni minutter fokuserer kameraet kun på Sarahs rynkede, udtryksfulde ansigt, men som hendes historie kulminerer af erotik, finder vi ud af, at hun sidder over for Louis CK's karakter.
Derefter udspiller resten af det 45 minutter lange afsnit sig som en ærlig, trist og velmenende samtale mellem de to tidligere elskere, der kender alt til hinandens fejl og mangler. Det lyder måske kedeligt, men det er det bestemt ikke.
Sæson 1, afsnit 3. Kan købes på louisck.net.
- •
Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg er værter på 'Serieland' på TV2 Play og 'Stream Team' på Radio24syv. Fællesnævneren er tv-serier, der hver uge diskuteres, anmeldes og nørdes med kendte gæster.
- •
Favoritterne tæller blandt andet 'Sopranos' og 'Enlightened' for Kasper, mens Frederik blandt andet har 'The Wire' og 'Eastbound & Down' på sin personlige hitliste.