Har du set dem? 5 af de fedeste tv-serier - fra før tv-serier blev fede

Mordmysterier og observationskomik fra 90'ernes tv-fiktion banede vej for formatets dundersucces i dag. Tobias Bukkehave guider dig til 5 serie-klassikere.

I en tid, hvor tv-fiktion ikke var god smag fængede en række tv-serier (Foto: Getty Images)

I dag er vi vant til avancerede, serielle fortællinger, med dybe karakterer og overraskende plots - og de fleste med et nogenlunde velfungerende syn har en yndlingsserie.

Men faktisk blev grundstenen til tv-seriernes succes lagt i 90'erne.Selvom mange ser 00'er-serier som "Sopranos", "The Wire" og "6 Feet Under" som bannerførere for æraen, skal vi altså 5-10 år længere tilbage for at finde noget af den oprindelige åre.

Dengang blev tv-fiktion mere associeret med tidsfordriv og tomme kalorier end Emmy-statuetter og karakterskuespillere - groft sagt. Alligevel blev der produceret en håndfuld tv-serier af høj kvalitet, der sagtens kan måle sig med de bedste i dag:

Twin Peaks

David Lynchs kultklassiker er en af de vigtigste tv-serier til dato. Serien er præget af en uhørt klar kunstnerisk vision, og det var noget, man ikke rigtig havde set på tv dengang. ’Twin Peaks’ blandede genrer, indeholdt raffinerede pastiche-elementer og refererede nonchalant til kunsthistorien i sin undertekst.

Desuden var serien foruroligende mørk og trak betændte emner som incest og voldtægt ind i folks tv-stuer lang tid før, den slags indhold blev reglen inden for tv-fiktionen.

'Twin Peaks, 2 sæsoner, 1990-1991. Tilgængelig på stream.

Mine glade tressere

Denne vidunderlige tv-serie følger forstadsdrengen Kevin Arnolds (Fred Savage) liv, fra han er 12 til 17. ’Mine glade tressere’ foregår i USA i de turbulente år mellem 1968 og 1973, og forfatterne binder på fineste omvæltningerne i det Amerikanske samfund sammen med den nære og dybt rørende fortælling om familien Arnold.

Serien var fortællemæssigt forud for sin tid og vandt bl.a. en Peabody Award for at udfordre komediegenrens konventioner.

'The Wonder Years', 6 sæsoner, 1988-1993. Er tilgængelig på dvd.

Star Trek: The Next Generation

Gene Roddenberrys reboot af Star Trek-tv-franchiset kørte fra 1987 til 1994, og TNG blev en astronomisk succes. Serien følger besætningen på rumskibet USS Enterprise, der i det 24. århundrede udforsker verdensrummet.

Med skibets stoiske kaptajn Jean-Luc Picard skabte Shakespeare-skuespilleren Patrick Stewart en udødelig kultfigur, og både visuelt og story-mæssigt pegede serien frem mod det skift i tv-fiktionen, som var lige om hjørnet.

'Star Trek: The Next Generation', 7 sæsoner, 1987-1994, er tilgængelig på dvd.

Seinfeld

Selvom den indeholder både dåselatter og statiske karakterer, repræsenterede Jerry Seinfeld og Larry Davids serie et nybrud inden for sitcom-genren. ’Seinfeld’ kørte på NBC i ni år, og den begavede komedie overraskede gang på gang med sit eminente skrivearbejde.

Serien kredsede om Jerry Seinfelds fiktive selv og var en art frontløber for den bølge af comedy verité-serier, der med serier som ’The Office’ i spidsen skulle komme til at præge fremtiden.

'Seinfeld', 9 sæsoner, 1989-1999. Er tilgængelig på stream.

Strengt Fortroligt

Nogle serier bliver til hits, mens andre bliver deciderede kulturfænomener. Mystery-serien ’X Files’ fra 1993 hører til i den sidste kategori, og fortællingen om de to FBI-agenter Fox Mulder (David Duchovny) og Dana Scully (Gillian Anderson), der rodes ud i den ene paranormale sag efter den anden, gik rent hjem hos seere over hele verden. ’

X Files’ var med sin høje produktionsværdi og sit gennemførte univers med til at føre tv-serien ind i en ny tidsalder.

'X Files', 10 sæsoner, 1993-2016. Er tilgængelig på stream.

Tobias Bukkehave

  • er forfatter til bogen '50 serier du skal se'.

  • har arbejdet som tilrettelægger og tekst- og manusforfatter.