For nogle er spilkonsollen NES Classic Edition et stykke legetøj, man taler om i datid. Men for mange er den grå kasse en portal ind til så medrivende spiloplevelser på billedrørs-tv'et, som man stadig kan sukke nostalgisk efter.
Det må formodes at være grunden til, at Nintendo har genudgivet konsollen i en miniudgave. Men også grunden til, at den er blevet forudbestilt i så store mængder, at butikkerne nærmest ikke har nogle tilbage ved udgivelsen i dag.
Nintendoen er meget mere end et stykke legetøj. Den har været en vigtig katalysor for den vilde succesbølge, som computerspilindustrien oplever i dag. Derfor benytter værterne bag Han Duo-podcasten, Jacob Hinchely og Elias Eliot, her anledningen til at hylde Nintendo-spillene. Det er næsten en umulig opgave at koge favoritterne ned til fem, for der er mange andre klassikere, som vi ikke kunne få plads til. Her er nedtællingen:
Ghost N’ Goblins
Spillet udkom først til arkademaskinerne i 1985, men fik året efter en succesfuld konvertering til Nintendo NES-systemet. 'Ghost N’ Goblins' er et såkaldt ‘run and gun’ spil, der - som titlen antyder - er et spil, som primært går ud på at løbe og skyde. Man spiller ridderen Arthur, der skal redde prinsessen fra en ondskabsfuld dæmon. Og vejen derhen er fyldt med udøde og andre overnaturlige væsner.
Spillet havde på trods af den enkle præmis en ret høj sværhedsgrad, hvilket også gjorde det endnu bedre at spille sammen med en ven, hvad enten det var i arkadehallerne eller hjemme på sofaen. Spillets succes medførte flere fortsættelser. Det første 'Ghouls N’ Ghosts' i udkom 1988, og var også et godt spil. Men for os er det stadig originalen, vi vender tilbage til.
Contra
I '88 udkom 'Contra' til Nintendo. Dette spil er også et 'run and gun'-spil, hvor spilleren skal løbe fra den ene ende af skærmen og skyde på alt; en stil, der er blevet efterlignet mange gange siden, også bedre op til flere gange. Men 'Contra' var første gang, undertegnede fik øjnene op for, hvor morsomt et 'skyd på alt'-scenarie kan være.
Især to-spiller funktionen gjorde det til et medrivende bekendtskab, og spillet har stadig et fremragende højt tempo, som vi desværre ser alt for sjældent i dag, især i velfungerende udgaver. 'Contra' er en klassiker, når det kommer til underholdning med to venner foran tv'et.
Donkey Kong
To af de mest kendte Nintendo-karakterer er Donkey Kong og Mario. Og de stod også side om side - eller rettere overfor hinanden - i Nintendos store gennembrudsspil fra 1981. Dengang hed Mario dog Jumpman, og først to år senere fik han sin kendte identitet i Mario Bros.
'Donkey Kong' var en af de tidligste platformsspil, og blev en stor succes. Ikke mindst på grund af det enkle, men vanedannende gameplay. Også på grund af karakterne, cutscenes og flere forskellige baner, der skabte en fortløbende historie, som var meget enkel men også helt nyt i datidens spilverden. 'Donkey Kong' tog verden med storm. Og det er stadig et spil, der vækker en nostalgisk glæde i os, og i mange andre, hvad enten man har spillet det på arkademaskine, konsol eller de fantastiske, dobbeltskærmede bipbip-spil.
The Legend of Zelda
Ingen liste over Nintendo-spil vil være komplet uden et 'Zelda'-spil. Og vores penge falder på 'The Legend of Zelda', der udkom i Europa i 1987. Det er en oplevelse, man ikke skal snyde sig selv for, og det er ikke tilfældigt, at mange peger på netop dette spil som et af verdens absolut bedste. Rollespilsgenren skylder også spillet meget.
Det blev en giga-succes og er i dag en af de mest anerkendte franchises, som Nintendo ejer. Sidenhen er det ledte til mesterværker som 'The Legend of Zelda: Ocarina of Time' til Nintendo 64 ca. 10 år efter.
Super Mario Bros. 3
'Super Mario'-serien startede i '85 og nåede til tredje kapitel i Europa i 1990. På det tidspunkt var 'Super Mario' blevet et verdensomspændende fænomen - en prototype på et platformspil, som muligvis stadig er det allerbedste indenfor sin genre.
Mulighederne var flere end før, tempoet og fantasien var gennemført, og aldrig havde det været så underholdende, varieret og farverigt at hoppe på fjenderne og gennem de grønne rør. Og så er boss-kampene et kapitel for sig. 'Super Mario Bros. 3' er intet mindre end en milepæl inden for platform- og konsolspil generelt og fortjener klart førstepladsen.
- •
Jacob Hinchely og Elias Eliot er værter på podcasten Han Duo, der ser på, hvad der rører sig i filmen og seriernes verden. Find dem på Facebook her og find podcasten på iTunes.