Glæd dig: 5 knaldfede Cannes-film der kommer til en biograf nær dig

Hvad betyder alt ståhej'et i Cannes for vores fremtidige biografoplevelser? DRs udsendte, Per Juul Carlsen, deler sine efterretninger fra det sydfranske. Tip: Poesi-møder-pornografi er én af dem

Den koreanske thriller "The Handmaiden" er med i konkurrencen om årets Guldpalme. Per Juul Carlsen har set den - og det har han tænkt sig at gøre igen.

Søndag kulminerer årets filmfestival i Cannes, når en af hovedkonkurrencens 21 nominerede endelig kan tage den eftertragtede Guldpalme med hjem. Men danske filmelskere godt begynde at glæde sig, uanset hvem der vinder.

Per Juul Carlsen fortæller fra begivenhedernes centrum, at de danske biografdistributører allerede har sikret sig rettighederne til flere af kandidaterne. Og især fire af dem - og en film fra Un Certain Regard-konkurrencen - ser han personligt frem til at gense.

Her deler han sin top 5 over de film, der - ifølge hans efterretninger i Cannes - lander i en biograf nær dig.

Graduation

- ‘Eksamen’, betyder den mærkelige rumænske titel, og det er netop hvad den 18-årige pige i det intense drama skal til. Hendes far har tilrettelagt hendes dejlige fremtid, men da pigen bliver overfaldet lige før eksamen, vælter hans planer.

Se den hvis: Du tænker, at det da er helt okay at give dit barns gymnasielærer en fin gave op til eksamen – eller hvis du bare mener din moral er bedre end alle andres.

"Bacalaureat" (org.). Instr. Christian Mungiu, Rumænien. Nomineret til Guldpalmerne.

The Handmaiden

- Der bliver fyret op for alskens filmiske lækkerier i en sydkoreansk thriller om to svindlere, der forsøger at snyde en rig og smuk millionærarving. Intet går som planlagt og hurtigt eskalerer filmen i lesbisk sex, tortur og smukt orkestrerede scener.

Se den hvis: Du overvejer at snyde dig til en formue, eller hvis kombinationen af pornografi og poesi lyder interessant

"Ah-ga-ssi" (org.). Instr. Park Chan-Wook, Sydkorea. Nomineret til Guldpalmerne.

Toni Erdmann

- Filmkritikernes samlede favorit i Cannes fortæller om en småskør aldrende musiklærer, der bruger practical jokes til at genetablere forbindelsen til sin karrierefikserede datter. Det udvikler sig til nogle horribelt akavede situationer.

Se den hvis: du går og overvejer at have en bedre kontakt til dit barn – eller dine forældre.

Instr. Maren Ade, Tyskland. Nomineret til Guldpalmerne.

Le Fille Inconnue

- De belgiske Dardenne-brødre er eksperter i at lave spænding ud af socialrealisme, og det lever de op til her, hvor en ung læge forsøger at opklare identiteten på en afrikansk prostitueret, der findes. Hele verdens dårlige samvittighed er på spil.

Se den hvis: du synes jorden trænger til en ordentlig krammer for tiden.

Instr. Jean-Pierre og Luc Dardenne, Belgien. Nomineret til Guldpalmerne.

Clash

- En film optaget i en fangetransport på vej gennem Cairo. Så enkel er denne hektiske actionfilm, hvor egyptere af alle slags og holdninger bliver lukket inde, mens byen eksploderer i vold omkring dem.

Se den hvis: hvis du spekulerer over, hvad det egentlig er, de skændes om i Mellemøsten – og hvorfor de ikke lige finder en løsning.

"Eshtebak" (org.). Instr. Mohammed Diab, Egypten. I kategorien 'Un Certain Regard'.

  • Per Juul Carlsen er vært på Filmland på P1.

  • Cannes Filmfestival blev grundlagt i 1946 og og er en af verdens mest profilerede filmfestivaler. Priskategorierne tæller blandt andet talentprisen Un Certain Regard og hovedprisen, Guldpalmen, som blandt andre Nicolas Winding-Refn er nomineret til for 'Neon Demon'. I årets Guldpalme-jury er Mads Mikkelsen repræsenteret sammen med Kirsten Dunst, Donald Sutherland og Vanessa Paradis.