I anledning af kunstudstillingen ’Future Feminism’, som åbner i Aarhus i dag, fredag den 11. august, har vi bedt kunsthistoriker Mette Sandbye guide dig gennem fem årtier med feministisk kunst. Hun giver her sine bud på vigtige tendenser og navne.
1. Leg med kvindekroppen
Kropsaktivisme er i dag udbredt på Instagram, men det er ikke noget nyt fænomen, at kvinder bruger deres krop til at udfordre og provokere med.
At bruge kvindekroppen er også en af de helt store temaer inden for den feministiske kunst, forklarer Mette Sandbye:
- Inden for performancekunsten er Yoko Onos ‘Cut Piece’ især relevant at nævne. I 1965 stillede hun sig frem, og bad publikum klippe hendes tøj i stykker, hvilket på provokerende måde satte fokus på kulturens ofte aggressive afklædning og objektivisering af kvinden.
Og netop nøgenheden har gennem tiden været brugt som centralt virkemiddel.
- Amerikanske Hannah Wilke står bag en berømt fotoserie fra 1974, hvor motiverne er hendes nøgne krop påklistret tyggegummi formet som vaginaer. Hermed kritiserer hun også forestillingen om kvinden som seksualobjekt, siger hun og fortsætter: - Et nyere navn er østrigske Elke Krystufek, der på radikale måder udstiller sin egen nøgne krop og på provokerende vis karikerer forestillingen om kvindekroppen. Det gjorde hun eksempelvis i sin performance ‘Golden show’, som blandt andet blev fremført i København i 1997, hvor hun stripper og dernæst drikker sin egen urin.
2. Ulighed mellem kønnene
En anden strømning, som Mette Sandbye fremhæver, er kunst, der behandler ulighed mellem kønnene - både i og uden for kunstens verden.
- Judy Chicagos ‘The Dinner Party’ fra 1970’erne er et godt eksempel. Værket består af et stort trekantet bord, hvor der er dækket op til 39 kvinder, som hun mener, har været undertrykt i historien. Værket er pt. udstillet på Brooklyn Museum.
Mette Sandbye nævner også bevægelsen 'Guerrilla Girls':
- De har siden 1985, iklædt anonymiserende gorillamasker, stået bag aktivistisk, feministisk kunst. Blandt andet via plakatkunst og et værk, hvor en nøgen kvindekrop påført gorillahoved følges op af en tekst, der beskriver, at kun 5 % af kunsterne i afdelingen for moderne kunst på The Metropolitan Museum of Art i New York er kvinder, mens 85 % af alle nøgenmotiver på museet er kvindelige.
3. Kritik af stereotyper
En tredje strømning, som Mette Sandbye fremhæver, er feministisk kunst, der angriber stereotype fremstillinger af kvinder i vestlig kultur. Den amerikanske fotokunstner Cindy Sherman er her et centralt navn.
- Sherman har siden 1970’erne iscenesat sig selv i forskellige stereotype kvinderoller. Fra den typiske fotomodel, pinuppen og Hollywooddivaen til den skræmte pige fra landet, som vi kender fra Hitchcock, siger Mette Sandbye og uddyber: - Typer, som er mere eller mindre objektgjorte for det mandlige blik. Denne objektivisering vender hun til sin styrke, og paradoksalt nok er der et frigørende potentiale i, at hun på denne måde kan skifte mellem forskellige roller.
Den franske kunstner Orlan går mere ekstremt til værks:
- Med sit ikoniske værk ‘The Reincarnation of Saint-Orlan’ har Orlan siden 1990 gennemgået en lang række plastikoperationer. Værket består af videoer af operationerne og fotografier af resultatet. Som en del af værket laver hun sit ansigt om efter kunsthistoriens traditionelle kvindeidealer. Hun får sin kind formet efter Sandro Botticellis ’Venus’ fra 1400-tallet, sin pande efter Mona Lisa og sin næse efter Jean-Léon Gérômes ’Psyche’.