Ferie i sofaen? 5 Emmy-nominerede serier du skal streame

Op med benene og frem med popcornene! Årets Emmy-nomineringer er landet, og der er spandevis af fede serier at gå på opdagelse i.

Der er plads til både gys og grin, hvis du bruger sommeren i selskab med nogle af de fremragende Emmy-nominerede serier. Her ses 'Silicon Valley' (tv) og 'Stranger Things' (th). (© HBO / Netflix)

Er sommerferiebudgettet til den stramme side, så kom der i går aftes en oplagt løsning på dit problem.

Årets nomineringer til Emmy Awards (serieverdenens svar på Oscars) er nemlig blevet offentliggjort.

I nomineringerne gemmer der sig timevis af billig underholdning, som du kan bruge din sommer på at svælge dig i.

Og for at gøre det hele endnu lettere for dig, så har vi på redaktionen sammenfattet en oversigt over de 5 nomineringer, vi selv gerne vil bruge sommeren på at (gen)se.

(© Netflix)

Stranger Things

Rasmus Meldgaard Harboe anbefaler:

- Første sæson af sci-fi-serien ’Stranger Things’ udspiller sig i byen Hawkins.

- Drengen Will Byers forsvinder pludseligt, og hans eventyrlystne venner, desperate familie og byens politimester indleder hver deres eftersøgning. Det viser sig, at forklaringen på Wills, og snart også high school-pigen Barbs, forsvinden er mere overnaturlig, end nogen kunne have forestillet sig.

- Jeg har allerede set første sæson to gange og glæder mig helt vildt til efteråret, hvor næste sæson har premiere. Alt fungerer, og fascinationsfaktoren er på 100!

- Især unge Millie Bobby Brown, der spiller pigen Eleven med overnaturlige kræfter, er alt for sej. Hun er Emmy-nomineret som ’Bedste birolle i en dramaserie’. Den statuette er der så mange grunde til, at hun skal vinde.

Sæson 1 er tilgængelig på Netflix. Sæson 2 kommer 27. Oktober 2017.

(© HBO)

Silicon Valley

Henriette Stisen anbefaler:

- Du er nødt til se ’Silicon Valley’!

- Unge Richard Hendricks og hans udvikler-venner starter tech-virksomheden ’Pied Piper’. Sammen kæmper de for at gøre Richards banebrydende komprimeringsteknologi til den kæmpe succes, den fortjener at blive. Og flere gange kan de næsten smage sejren.

- Lige indtil at alting går op i røg. Gang på gang.

- Jeg krummer tæer over Richards selvudslettende akavethed, føler glæde og fortvivlelse over ’Pied Piers’s fremgang og (særligt) modgang – og får latterkrampe over karakteren Erlich Bachman (spillet af komiker T. J. Miller), som er den altid skæve og selvforherligende udlejer, der giver Richards firma husly.

Sæson 1-4 er tilgængelig på HBO Nordic. Sæson 5 forventes at komme i foråret 2018.

(© Getty Images)

Saturday Night Live

Karen Steensbæk Nielsen anbefaler:

- Der er intet nyt ved det amerikanske satireshow ’Saturday Night Live’, der har kørt på NBC siden 1975.

- Men efter Donald Trump vandt præsidentembedet, har det 41 år gamle show cementeret sin berettigelse i en tid, hvor den almindelige presse har haft svært ved at håndtere den nye ’Commander-in-Chief’.

- Donald Trump er blevet drillet i en række bidende sketches, hvor skuespilleren Alec Baldwin har trukket i parykken og leveret en storrost parodi. En anden genistreg i det forgangne år var, da SNL hyrede skuespillerinden Melissa McCarthy til at levere en parodi på Trumps evigt pressede talsmand, Sean Spicer.

Saturday Night Live sendes ikke i Danmark p.t., men udvalgte klip er lagt ud på Youtube.

(© HBO)

The Handmaid's Tale

Nikolaj Kennov Rasmussen anbefaler:

- Det er et dystert fremtidsscenarie, ’The Handmaid’s Tale’ kridter op.

- I et USA lagt i murbrokker regerer gudstroende patriarker, der beskylder fordums frimodighed for at være skyld i en tiltagende barnløshed. Her er fertiliteten gået i stå sammen med samfundsblikket, der ikke kun sigter mod Bibelen som retskaffen grønspætteguide, men også som tvivlsom lovbog.

- Som servil fødemaskine er hovedpersonen June/Offred tvunget til at lægge krop til de månedlige voldtægter, der skal redde nystyret Gilead fra asken.

- Serien, der er baseret på Margaret Atwoods bestsellerroman af samme navn, kunne ikke komme med bedre timing. ’The Handmaid’s Tale’ er en foruroligende dagsaktuel køns- og samfundspolitisk kommentar – et overrumplende mesterværk, der fortjener alle sine 13 Emmy-nomineringer.

Sæson 1 er tilgængelig på HBO Nordic. Sæson 2 forventes udkomme i 2018.

(© Netflix)

Master of None

Marie Ravn anbefaler:

- Jeg troede egentlig ikke, at ’Master of None’ var noget for mig, men da jeg så et genialt klip fra første sæsons første afsnit, hvor hovedpersonen kastes ud i en ekstremt akavet scene efter et engangsknald, var jeg solgt.

- ’Master of None’, der er skabt af komiker Aziz Ansari, er fantastisk underholdende og fyldt med fine fortællinger om storbylivet i New York, dating, forældre, venskaber, mad og søgen efter den eneste ene. Og så er hovedpersonen en muslimsk amerikaner med indisk baggrund, hvilket jeg ikke før har set i en serie.

- Jeg glæder mig allerede til sæson tre!

Sæson 1-2 er tilgængelig på Netflix.