Få har haft hans evne til at suge publikum ind i biografmørket op gennem 80'erne og 90'erne som instruktøren og manusforfatteren John Hughes.
Han har fået os til at flække af grin over alt fra glemte børn i "Alene Hjemme" til klaverspillende Sankt Bernhards-hunde i "Beethoven". Men han kunne mere end det - han havde også en mesterlig evne til at tale til teenagere, der endnu ikke havde fået styr på hverken sig selv eller livet.
I dag runder én af hans klassikere et rundt hjørne: Det er 30 år siden, vi for første gang kunne klaske os på lårene af grin over "En Vild Pjækkedag" fra 1986. Filmen er både skrevet og instrueret af Hughes, og følger pjækkekunstens ukronede mester, Ferris Buellers (Matthew Broderick), i hans afsindige strabadser under flugten fra skolens rektor på årets sidste skoledag.
Hvilken bedre måde at fejre dagen på, end at lade sig underholde af et nostalgisk Hughes-maraton? DR Kultur har gravet i VHS'erne, og her har vi valgt blandt den ene biografbasker efter den anden.
Fars Fede Ferie
Har man sagt 80'er-grin har man også sagt Chevy Chase, og måske i særdeleshed Chevy Chase i rollen som Rusty Griswold i filmserien om "Fars Fede Ferie".
I denne første film begiver familien Griswold sig af sted på et brag af en bilferie tværs gennem USA med retning mod forlystelsesparken Wally World i L.A. De kommer ud for lidt af hvert undervejs, og da de endelig når frem, er parken lukket pga. ombygning. Det skal imidlertid ikke stoppe den dedikerede familiefar: Hans familie skal ind i tivoliet, koste hvad det vil.
John Hughes er manuskriptforfatter på "Fars Fede Ferie" fra 1983, som er instrueret af Harold Ramis og har Chevy Chase og Beverly D'Angelo i hovedrollerne. Filmen er tilgængelig på DVD.
Breakfast Club
Endnu en klassiker fra 80'erne er uden tvivl "Breakfast Club", og også her har Hughes en solid finger med i spillet. Her går han hverken efter høje latterbrøl eller hyggelige småbørnsfamilier, men rammer i stedet en generation af forvirrede teenagere lige i mellemgulvet og viser hvor bredt hans talent i virkeligheden spænder.
Filmen handler om fem gymnasieelever, der mødes over en eftersidning. De er umiddelbart meget forskellige og kender ikke hinanden, men efterhånden som de åbner sig for hinanden, opdager de, at de måske alligevel har en hel masse til fælles. Og så er det filmen, der gav os et andet af firsernes største hits, nemlig musiknummeret "Don't You (Forget About Me)" med Simple Minds.
John Huges både skrev, instruerede og producerede "Breakfast Club" fra 1985, som er tilgængelig på DVD.
Pretty in Pink
Endnu en teenage-film fra Hughes hånd, der trods sin altoverskyggende 80'er-stil, aldrig går af mode. Det tidløse tema om ungdomsårenes møde - og ikke mindst problemer - med kærligheden kan hive i både tårekanaler og smilebånd hos teenagere i dag såvel som dengang.
To meget forskellige unge mænd forelsker sig i gymnasiepigen Andie - en pige der bor på "den forkerte side af vejen", og kommer fra et fattigt hjem med en arbejdsløs far. Den ene bejler er fra den absolutte overklasse, den anden er hendes barndomsven - og så er dramaet og forviklingerne i gang.
John Hughes skrev manuskriptet til "Pretty in Pink" fra 1986, som er instrueret af Howard Deutch. Tilgængelig på DVD.
Røvtur på 1. klasse
Så er vi tilbage på latterbrølenes holdeplads med en rendyrket komedie, der bringer et umage par sammen på en uplanlagt rejse.
Forretningsmanden Neal Page (Steve Martin) skal hjem til sin familie til Thanksgiving, men hans billet til 1. klasse er blevet væk. Således ender han i et sæde i flyets billige ende ved siden af den ualmindeligt irriterende sælger Del Griffith (John Candy). Filmens titel siger det så smukt, for selvfølgelig må flyet mellemlande og de to mænd er nødt til at begive sig ud på alletiders røvtur sammen.
John Hughes har instrueret "Røvtur på 1. klasse" fra 1987. Tilgængelig på DVD.
Alene Hjemme
Nooooo! Den hovedrige familie Mc Callister fra Chicago drager på juleferie i Paris, men glemmer sønnen Kevin (Macaulay Culkin) hjemme i huset. Samtidig har to tyve planlagt at bryde ind i familiens hus. Det lyder måske umiddelbart mere som et mareridt end en komdie, men ikke desto mindre ligger latteren som perler på en snor i denne komedie.
Det viser sig nemlig at Kevin er noget mere snarrådig end de fleste børn på hans alder, og tyvene får i den grad kam til deres hår, når drengen udsætter dem for den ene genialt udtænkte fælde efter den anden.
John Hughes har skrevet og produceret "Alene Hjemme" fra 1990, som er instrueret af Chris Columbus. Tilgængelig på DVD.