Boksebrag og ørkentrip: Her er 5 Golden Globe-film du bør se

Værterne fra filmpodcasten Han Duo anbefaler en række film fra nattens prisuddeling i Los Angeles

Her modtager Sylvester Stallone prisen for Bedste Birolle for 'Creed' (Foto: Scanpix) (Foto: © HFPA Photographer, Photoshot. All rights reserved.)

I nat løb den årlige Golden Globe-prisuddeling af stablen. Og Ricky Gervais var endnu engang en dejligt grænseoverskridende vært, der hudflettede både de kendte, samt Hollywood Foreign Press Association, der stod for selve showet.

Men for dem, der ikke får set showet, hvad kan man tage med sig fra en af verdens mest prestigiøse filmprisuddelinger? Jacob Hinchely og Elias Eliot, der står bag filmpodcasten Han Duo, er blevet bedt om at anbefale det bedste blandt filmene, som året prisuddeling har peget på. Flere af filmene, som er med i konkurrencen er endnu ikke tilgængelig lovligt i Danmark. Men her er fem film, som biografer eller streamingtjenester tilbyder.

5. 'Creed'

https://www.youtube.com/watch?v=Uv554B7YHk4

- 'Creed' er en spinoff-film til Rocky-serien. Her følger man Apollo Creeds søn, Adonis Creed, og dennes forsøg på at blive en respekteret bokser. Og så er Sylvester Stallone med. Det kunne lyde som et desperat forsøg på at lukrere på en gammel franchise, hvor en 'has-been' flankerer hovedpersonen, men noget helt uventet skete; 'Creed' er en virkelig god og rørende film, og måske den bedste spin-off til dato.

- Stallone var nomineret til en Golden Globe for Bedste Mandlige Birolle, og med en af sin karrieres bedste præstationer, var det meget velfortjent, at han løb med prisen.

4. 'The Martian'

https://www.youtube.com/watch?v=ej3ioOneTy8

- Det virker ærligt talt en smule latterligt, at 'The Martian' er nomineret inden for kategorien Bedste Film - Musical eller Komedie, når filmen hverken er en musical eller komedie. Den er sjov, ja, men er ikke en decideret komedie. Derimod er det et medrivende sci-fi adventure/drama med Matt Damon i den titulære, altoverskyggende hovedrolle om en mands overlevelse og praktiske løsninger for at overleve alene, strandet på Mars.

- Det er Ridley Scotts flotteste og bedste film siden 'Gladiator'. Matt Damon modtog prisen for Bedste Skuespiller. Og så har filmen også en storslået montagesekvens, hvor Bowies 'Starman' bliver spillet, som fremover vil få en ekstra betydning.

3. 'Ex Machina'

https://www.youtube.com/watch?v=EoQuVnKhxaM

- Hvis man ikke fik nok om Turing-testen (metode til at fastslå hvilken grad af intelligens en computer udviser, red.) oven på 'The Imitation Game', så tager sci-fi-kammerspillet, 'Ex Machina', emnet i en anden, overlegen retning. I en afsides luksusvilla har et geni nemlig skabt kunstig intelligens. Der er tale om den yderst menneskelignende robot, Ava, spillet formidabelt af Alicia Vikander.

- Ex Machina er en isnende kold thriller og samtidig et psykologisk drama, der sætter spørgsmålstegn ved seerens egen menneskelighed, og det er netop den centrale performance af Vikander, der i allerhøjeste grad er med til det. En af 2015's bedste, og mest oversete, film, slet og ret. Vikander var nomineret i kategorien Bedste Kvindelige Birolle, og det endte med, at hun tabte til Kate Winslet for hendes præstation i 'Steve Jobs'. Om Winslet så havde fortjent det, er igen umuligt at sige, før 'Steve Jobs' udkommer d. 21. januar herhjemme.

2. 'Inside Out'

https://www.youtube.com/watch?v=_MC3XuMvsDI

- Det er svært at sige noget om 'Inside Out's store konkurrent - den interessant-udseende 'Anomalisa' - for den udkommer tilsyneladende først herhjemme i marts måned. Men eftersom 'Inside Out' (eller på dansk, 'Inderst inde') var en af 2015's absolut bedste film, så er det svært at tro, at 'Anomalisa' skulle være bedre.

- 'Inside Out' er et farvestrålende, følelsesmæssigt mesterværk, der fik os begge til at knibe en tåre inden for de første tre min. og senere tudbrøle hen mod slutningen. 'Inside Out' skal ses, uanset alder, for den har en sund, vigtig besked, den er en visuel fest, utrolig morsom, og dybt rørende. Og så er den blandt Pixars tre bedste film til dato. Og det var kun naturligt, at den skulle vinde.

1. 'Mad Max: Fury Road'

https://www.youtube.com/watch?v=hEJnMQG9ev8

- I anmelderkredse er forbudt at synes om remakes, reboots og efterfølgere. 'Mad Max: Fury Road' er en efterfølger (og lige så meget en reboot) af et univers, vi ikke havde set noget til i 30 år. Af intet mindre end instruktøren fra de gamle Mad Max-film, George Miller. Ikke desto mindre formåede han at lave dette årtis hidtil bedste rendyrkede actionfilm med en film, der fejede gulvet med konkurrencen fra 'Avengers: Age of Ultron' og 'Fast & Furious 7' fra sidste år.

- 'Fury Road' er et mesterligt syretrip fra start til slut, og en film, der kommer til at blive imiteret mange år fra nu. Vi skal ikke gøre os kloge på, om Iñárritu (med 'The Revenant') havde gjort sig mere fortjent til prisen for Årets Instruktør frem for George Miller, men vi havde virkelig gerne set den grå eminence tage den pris.

Han Duo

  • Han Duo er en filmpodcast, som Elias Eliot og Jacob Hinchely (der også er vært på P6 BEAT) er tovholdere på.

  • Podcasten dyrker genrefilm, spil og tv-serier - og udkommer hver 2. uge. Se mere her.