70’erne var et spændende årti for science-fiction.
Et årti hvor Hollywood især var præget af en ny generation filmskabere, der kom til med en ny og vildere energi, end der før var set. Og mens "Star Wars" og "Alien" står som de største inden for genren i det årti (og generelt), så var der mange andre, der tog en mere dystopisk tilgang. Flere af dem var inspireret af de bekymringer, der har præget samtiden, f.eks. klima og politisk ustabilitet.
En af dem var "Westworld" fra 1973, hvor seeren bliver introduceret til en virtuel temapark befolket af androider. Den er nu blevet til HBO's næste store tv-serie satsning, der havde premiere i aftes. I den anledning anbefaler Jacob Ege Hinchely og Elias Eliot fra podcasten Han Duo her fem andre dystopiske science fiction-film fra 70’erne, man kan give sig i kast med.
Planet of the Apes
"Abernes Planet" er godt nok ikke fra 70’erne, men alle dens fortsættelser kom i det årti, den ene vildere (og billigere) end den anden. Og den fik endda en tv-serie i 1974, der dog kun varede en sæson. Den oprindelige film med Charlton Heston som astronauten George Taylor, der forlader jorden i 1972, og nødlander på en fremmed planet i år 3978.
Her regeres planeten af en talende aberace, der holder mennesker som slaver. Filmen er især kendt for dens effektive abe-makeup samt en slutscene, der er gået over i filmhistorien. Den fik et vellykket reboot i 2007 med "Rise of the Planet of the Apes", hvor opsendelsen af Taylors rumskib kan ses i en nyhedsudsendelse, og til næste år kommer den tredje i den nye serie; "War for the Planet of the Apes".
Abernes Planet, 1968. Instr. Franklin J. Schaffner. Er tilgængelig på stream.
The Omega Man
Efter besøget på "Abernes Planet" (både den første og anden film), havnede Charlton Heston igen i en dystopisk verden.
Denne gang som Robert Neville; den - tilsyneladende, eneste overlevende efter en kemisk krig mellem Kina og Rusland, har udryddet menneskeheden. Eller det vil sige forvandlet dem til en vampyrligende albinorace, der kun kommer frem om natten, og som er ude på at slå Neville ihjel, da han i deres øjne er det sidste bevis på den verden, der har skabt dem. "The Omega Man" er lidt et produkt af dens tid, men har haft stor indflydelse på den post-apokalyptiske genre.
Filmen var baseret på Richard Mathesons klassiske sci-fi historie “I Am Legend”, der også blev filmatiseret i 1958 med Vincent Price og med Will Smith i 2007.
Sidste mand i live, 1971, instr. Boris Sagal. Er tilgængelig på dvd.
The Stepford Wives
Et dybt satirisk og nervepirrende blik på “den perfekte hustru”. Det unge ægtepar Walter og Joanna flytter fra New York til den lille by Stepford. Her studser de over, hvor perfekte alle konerne i byen er. De ser altid smukke ud, er fåmælte, elsker at gøre rent, og efterkomme alle mandens ønsker. Sammen med en anden tilflytter, begynder Joanna at undersøge, hvad der egentlig foregår i byen, med uhyggelige konsekvenser.
Filmen blev af mange set som chauvanistisk, da den kom frem, men den er lige det modsatte. En effektiv thriller, der samtidig er en svidende kommentar til datidens kønsroller. Den fik tre efterfølgere (alle lavet direkte til tv), og et komisk remake i 2004. Men hold jer til originalen.
Dukke-kvinderne, 1975. Instr. Bryan Forbes. Er tilgængelig på dvd.
Logan's Run
I 2274 er verden ødelagt. De få overlevende bor i en by, beskyttet under en kæmpe kuppel. Her lever de et frit og ansvarsløst liv, hvor computere tager sig af alt. Hagen er dog, at når man fylder 30 år, bliver man slået ihjel i et ritual, for efterfølgende at blive genfødt (det bliver de ikke). Løbende lykkedes det enkelte indbyggere at flygte inden da, og en politimand opdager, at der tilsyneladende findes et sted, hvor alle flygter til. Og han får nu til opgave, under dække af selv at flygte, at finde frem til dette fristed og ødelægge det.
"Logan's Run" er et underholdende eventyr, med effekter der spænder lige fra 70’er-kitsch til sekvenser, der stadig overbeviser i dag. Filmen fik en efterfølgende tv-serie, der ligesom "Planet of the Apes" også kun fik en sæson. Og i mange år har det været tale om et remake, hvor Nicolas Winding Refn et stykke tid var tilknyttet som instruktør med Ryan Gosling i hovedrollen. Det skete desværre aldrig. Men der er ingen tvivl om, at vi snart ser "Logan's Run" i en ny udgave. Og lur os, om det ikke bliver som et tv-serie-remake.
Flugten fra fremtiden, 1976. Instr. Michael Anderson. Er tilgængelig på dvd.
Invasion of the Body Snatchers
Philip Kaufmans genindspilning af klassikeren med samme navn fra 1956, var gennemstrømmet af paranoia, mistro, håbløshed og uhygge. Historien om fremmede væsner, der lander på jorden og begynder at overtage menneskeheden med kloner, blev flyttet fra en lille amerikansk flække, til San Francisco. Her spiller Donald Sutherland en sundhedsinspektør, der begynder at ane uråd, da flere og flere mennesker opfører sig apatiske og følelseskolde. Og så optræder der et skrig, der stadig i dag får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
"Invasion of the Body Snatchers" fra '78 er ikke kun en virkelig effektiv science fiction-thriller. Det er også et af de bedste remakes, der nogensinde er lavet.
Stjålne kroppe, 1978. Instr. Philip Kaufman. Er tilgængelig på dvd.
- •
Han Duo er en dansk podcast med Jacob Ege Hinchely og Elias Eliot, der tager sig af film, spil og tv-serier, både nyt og retrospektivt. Du kan finde podcasten på iTunes og følge dem på Facebook.
- •
Westworld kan du se hos HBO Nordic. Første afsnit er ude og næste kommer på mandag.