5 modeller der udfordrer skønhedsidealerne lige nu

Smukke kurver, synlige hudsygdomme, plus size-mænd og en transkønnet skønhed. Se fem af de "anderledes" modeller, der lige nu har succes på catwalken.

Ashley Graham og Shaun Ross er to af de modeller, der i disse år viser, at modebranchen er begyndt at udvide sin definition af skønhed. (Foto: © Collage, Getty Images)

I mange år har vi været vant til kun at se billeder af purunge og tynde modeller på catwalken og de glitterede magasinforsider.

Men billedet af ”den typiske model” er så småt ved at ændre sig.

I dag kan en model godt både have kurver og være på forsiden af et bikinimagasin. Eller været transkønnet og en del af den etablerede modebranche.

Chris Pedersen har i mange år arbejdet med mode og er for tiden vært på programserien ’Skønhedens magt’ på DR K, der undersøger vores skønhedsidealer.

Her får du hans bud på fem modeller, der for tiden udfordrer vores syn på, hvad skønhed er.

Winnie Harlow

- Canadiske Winnie Harlow blev kendt, da hun deltog i den amerikanske modelkonkurrence ’America’s Next Top Model’. Særligt fordi hun lider af hudsygdommen vitiligo, der betyder, at hendes pigmentering er både brun og hvid i plamager.

- De seneste par år har hun arbejdet for blandt andre Desigual, Swarovski og magasiner som Hunger, Marie Claire og Wonderland.

Zach Miko

- Zach Miko bragede igennem lydmuren, da han skrev kontrakt med det amerikanske modelbureau IMG. Han er høj, stor og er vel det, man kalder mændenes svar på plus size.

- Nogle ville bare kalde det ’almindelig’, men han er interessant, fordi han er et levende eksempel på, at skønhedsidealerne ikke kun er problematiske for kvinder. Mænd kæmper også med selvbilledet, hvis de ikke opfylder de gængse krav.

Ines Rau

- Ines Rau er en af frontfigurerne i en ny generation af transkønnede topmodeller, som også tæller Andreja Pejic, Hari Nef, Laith Ashley, som lige nu er aktuel i reality-serien ’Strut’.

- Ines Rau blev især kendt for sit åbenhjertede interview i Playboy, hvor hun sprang ud som transkønnet, og blev fotograferet i en særdeles afklædt serie, og så har hun netop medvirket i en dokumentar på fransk tv samt i DR K’s serie ’Skønhedens magt’ på torsdag.

Ashley Graham

- Ashley Graham er med sine generøse former blevet poster girl for den nye generation af kurvede modeller, som lige nu stormer igennem modebranchen. Den tæller også kvinder som Tara Lynn og Jennie Runk.

- Bevægelsen fik for alvor medvind, da Ashley Graham kom på forsiden af Sports Illustrated - The Swim Wear Issue i 2015, som den første plus size model nogensinde.

Mattel, der har fået kritik for deres tynde Barbie-dukker, har netop lanceret en dukke, der forestiller Ashley Graham, i et forsøg på at vise kropsdiversitet.

Shaun Ross

- Shaun Ross er en afroamerikansk model, som er født med albinisme. Hans ungdom var præget af hård mobning, der kulminerede med et knivoverfald, men de seneste år har han kombineret modelarbejde for en lang række internationale modebrands med et liv som aktivist for både unge mennesker med albinisme og LGTB-rights.

Chris Pedersen

  • Vært og tilrettelægger på DR K, hvor han blandt andet har lavet programmer som 'Afrika er det nye sort' og 'Danmarks unikke stilikoner'.

  • Han har været moderedaktør på Euroman, redaktør på Cover og har skrevet om mode for medier som Politiken, Børsen og Berlingske.