3 genistreger fra Tobias Lindholm – vinder af Frederik og Marys kulturpris

I går vandt Tobias Lindholm Kronprinsparrets Kulturpris. Per Juul Carlsen guider dig til tre af instruktørens bedste.

Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys på scenen med Tobias Lindholm. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Den 39-årige manuskriptforfatter og filminstruktør Tobias Lindholm er på rekordtid blevet en drivkraft i dansk film. Det blev han hyldet for, da han i går modtog Kronprinsparrets Kulturpris ved prisuddelingen i Holstebro.

Prisen hylder et ungt talent med ”internationalt potentiale” - og det har Tobias Lindholm, hvis arbejde har været nomineret og vundet flere internationale priser, blandt andet fik han en Oscarnominering for ’Krigen’.

Men hvad skal du se, hvis du ikke i forvejen har slugt alt, Lindholm har sat aftryk på? DRs filmanmelder Per Juul Carlsen peger her på Tobias Lindholms tre største genistreger:

Borgen

Det er de færreste, der interesserer sig for den håndfuld forfattere, som slider med historierne i strømmen af danske tv-serier. Men det er ikke mindst her, Lindholm har lært sin metier, som medforfatter på ’Sommer’ og ’Bedrag’ og ’Borgen’.

Det er naturligvis umuligt at afgøre, hvor stort et fingeraftryk en enkelt forfatter på et hold af 4-5 forfattere har sat på en tv-serie. Men som det meste andet Lindholm har rørt ved, har ’Borgen’ skabt opmærksomhed i udlandet og været medvirkende til, at Lindholm blev hyret som forfatter på den film om Berlinmuren, som Bourne-instruktøren Paul Greengrass’ er ved at gøre færdig.

Borgen (2010 - 2011). Serien kan købes til stream på danske tjenester.

Jagten

Udover at instruere har Lindholm været en flittig forfatter i dansk film, primært sammen med Thomas Vinterberg, som han har skrevet ’Submarino’, ’Jagten’ og ’Kollektivet’ sammen med.

Den skarpeste og mest medrivende af de tre er ’Jagten’ med Mads Mikkelsen som en pædagog, der mistænkes for at være pædofil og lynhurtigt bliver jaget vildt i sin hjemby. I den film mærker man en af Lindholms styrker, at lade en konflikt udvikle sig med den naturlige spænding, virkeligheden selv skaber.

Biljagter og special effects er ikke nødvendigvis nødvendige.

Jagten (2012). Filmen kan lejes og købes til stream på danske tjenester.

Krigen

Hans første to film, ’R’ og ’Kapringen’ var begge glimrende realistiske spændingsfilm. Men indtil videre er det ’Krigen’, der virkelig viser, hvad Lindholm kan – nemlig bruge knoppen og skabe film, der på én gang er medrivende historier og oplæg til diskussioner.

Der er ingen lette løsninger på Danmarks krigsindsats i Afghanistan i ’Krigen’. Tværtimod viser Lindholm, hvor komplekst det er for danske soldater at handle moralsk rigtigt i en moderne, mudret krig.

Krigen (2015). Filmen kan lejes og købes til stream på danske tjenester.

Tobias Lindholm

  • Født 1977. Dimitterede fra filmskolens manuskriptlinje i 2007 og havde sin debut som filmskaber med fængselsdramaet ’R’ i 2010. ’R’ vandt året efter en Bodil for ’Bedste danske film’.

  • Tobias Lindholm har været manuskriptforfatter på en række danske dramaserier og film, og er senest aktuel som manuskriptforfatter på Thomas Vinterbergs film ’Kollektivet’, der udkom tidligere på året.

  • Lørdag aften modtog han Kronprinsparrets Kulturpris på 500.000 ved arrangementet i Musikteatret i Holstebro.