Det er sandt, hvad kvinderne har fortalt.
Sådan lyder det fra den populære, amerikanske komiker Louis C.K., efter flere kvinder er stået frem i The New York Times og fortalt om, hvordan Louis C.K har klædt sig af og onaneret foran dem.
Og det er ikke i orden, lyder det nu fra komikeren i en udmelding, som BuzzFeed og flere andre medier har bragt.
- På det tidspunkt sagde jeg til mig selv, at hvad jeg gjorde var ok, fordi jeg aldrig viste en kvinde min pik uden at spørge først, hvilket også er sandt.
- Men hvad jeg lærte senere i livet, for sent, er at når du har magt over en anden person, beder dem om at se på din pik, er det ikke et spørgsmål. Det er et problem for dem.
Historien om den 50-årige komiker starter helt tilbage i 2002, hvor en komikerduo oplever, at Louis C.K onanerer for dem.
Også i 2003 og i 2005 har han onaneret foran kvinder, lyder det fra to andre. I alt er fem kvinder stået frem.
Derfor skriver han sig nu ind i rækken af magtfulde mænd, der på det seneste er blevet beskyldt for sexchikane og fået hashtagget #MeToo til at gløde på de sociale medier. Her har tusindvis af kvinder verden over fortalt deres historie.
Louis C.K.: Tid til eftertanke
Han angrer nu, siger han. Ikke mindst fordi han har stået i en magtfuld position i forhold til kvinderne.
- Jeg har fortrudt mine handlinger. Og jeg har forsøgt at lære af dem. Og løbe fra dem. Nu er jeg opmærksom på omfanget af virkningen af mine handlinger.
- Jeg har bragt smerte til min familie, mine venner, mine børn og deres mor.
Udover at beklage sine handlinger undskylder han også over for sine medarbejdere. Blandt andet hans manager, som på grund af ham har fået negativ opmærksomhed.
Nu er det tid til eftertanke, lyder det i udmeldingen.
- Jeg har brugt min lange og heldige karriere til at tale og sige noget, jeg vil have. Jeg vil nu træde tilbage og tage lang tid til at lytte.
Louis C.K. har otte gange haft udsolgte forestillinger i Madison Square Garden i New York og stået bag en Emmy-vindende tv-serie.
Tidligere fredag meddelte filmsdistributionsselskabet The Orchard ud, ifølge BuzzFeed, at de ikke længere vil frigive Louis C.K.s nye film, I Love You, Daddy.
Derudover har en talsmand for Netflix meddelt over for BuzzFeed, at de har annulleret et kommende projekt fra komikerens hånd.