I denne uge har et mindre egnsteater i Nordsjælland premiere på forestillingen 'En Fri Mand'. Fortællingen tager udgangspunkt i slavegjorte Hans Jonathan fra Sankt Croix, som kom til Danmark som dreng i 1792.
Men det har ikke været ligetil at blive klar til premieren for teateret, som har haft store problemer med at caste "rigtigt" til stykket.
For hvad stiller man som et lille egnsteater op med en forestilling, der foregår i Dansk Vestindien, når de fleste i amatørteatret er hvide, og når manuskriptforfatterne bag stykket har et krav om, at rollen som Hans Jonathan ikke må spilles af en hvid?
Og hvem skal spille rollen som døv, når der kun er hørende i teatergruppen?
De spørgsmål har givet forperson for Hammermøllens Teatergruppe Nina Rasmussen en del hovedpiner det seneste stykke tid.
- Vi har en forestilling klar, men vejen dertil har været belagt med rigtig mange overvejelser, siger hun til Kulturen på P1 og forklarer, at teatertruppen ikke ville træde nogen unødigt over tæerne.
Nina Rasmussen arbejder til dagligt som ergoterapeut, men bruger hvert år sin sommer på at fortælle lokale egnshistorie i skoven i Hellebæk i Nordsjælland som frivillig.
Må en hørende spille døv?
Og der har ikke kun været udfordringer med at få castet skuespillere med den rette hudfarve.
Det var om muligt en endnu større udfordring for Hammermøllens Teatergruppe at caste en døv til at spille den fremtrædende døve karakter i 'En Fri Mand'.
Blandt andet fordi der ikke kunne være en tolk til rådighed særlig meget af tiden. Som døv kan man få betalt syv timers tolkning om året til frivillige og sociale arrangementer af det offentlige. Det lille teater har ikke økonomi til selv at betale for en tolk.
Derfor forhørte Nina Rasmussen sig hos døvesamfundet og spurgte, om det mente, hun kunne få en hørende til at spille døv.
Til det var svaret et rungende nej. Det er "deaf-facing", siger Cathrine Mejdal, som er programchef for kommunikationsafdelingen i Danske Døves Landsforbund (DDL).
- Døve skal spille døve, for det er den rigtige repræsentation af døve og dansk tegnsprog, som er døves førstesprog. Der findes et udtryk, som hedder deaf-facing og svarer nogenlunde til blackfacing.
- Jeg er selv døv og føler mig ugyldiggjort som tegnsprogstalende, når det sker, fordi det giver mig et indtryk af, at det er en bekvem løsning at få en hørende til at spille rollen som døv i stedet for at finde en døv skuespiller. De findes jo, siger hun.
Skrevet om til en norsk karakter
Hammermøllens Teatergruppe ender derfor med at skrive den døve karakter helt ud af stykket og erstatte den med en norsk karakter blandt andet efter at have talt med DDL.
Er det ikke ærgerligt slet ikke at have en døv karakter med?
- Jo! Helt sikkert. Men hellere ingen repræsentation end misrepræsentation. For misrepræsentation giver en forvrænget opfattelse af døve og tegnsprog, svarer Cathrine Mejdal og tilføjer:
- Man ville ikke hyre en udenlandsk skuespiller til at spille en dansk karakter (og kræve, at vedkommende lærte sig flydende dansk). Hvorfor er det så i orden at gøre det med dansk tegnsprog? pointerer hun.
Det rejser et større spørgsmål om, hvem der kan spille hvad. Kan en person uden en psykisk lidelse for eksempel spille en person med? Eller kan man kun spille det, man er i virkeligheden?
- Det er klart et dilemma, som er værd at diskutere. At have et handicap er komplekst. Det er kultur- og erfaringsbaseret, og det er noget, de fleste mennesker uden ikke vil kunne sætte sig ind i på en autentisk vis – skuespiller eller ej, siger Cathrine Mejdal.
Nina Rasmussen kan dog stadig være i tvivl om, om det var den rigtige beslutning at fjerne den døve karakter fra stykket.
- Jeg kan være bekymret for, hvordan vi - især som et lille teater, hvor vi må spille med dem, der er - kan formidle noget som helst, hvis man kun kan spille rollen, når man ægte er det, siger Nina Rasmussen.
Kvinden i front for teatergruppen medgiver, at det havde været mindre dilemmafyldt at sætte et andet stykke op.
- Men det er ikke det, der skaber de gode og interessante samtaler, siger hun.
Global værdidebat
Overvejelserne om, hvem der kan tillade sig at spille hvem, er langt fra forbeholdt Hammermøllens Teatergruppe.
Det er en diskussion, der har været i kulturbranchen globalt set i et godt stykke tid.
Tidligere på året lancerede en række tv- og filmskuespillere med minoritetsbaggrund eksempelvis foreningen' Et Større Billede', som opfordrede til at gøre filmbranchen mere divers.
De danske instruktører, der er centrale i castingen af skuespillere, sagde dengang, at de oplevede øget fokus på diversitet, og at der er sket meget de seneste år.
- Men vi er slet ikke færdige, sagde forperson i Danske Sceneinstruktører Lene Skytt.
Der har også været talrige diskussioner om, hvorvidt skuespillere må spille transkønnede uden at være det i virkeligheden, og om en tynd person må spille en tyk.
Hør Nina Rasmussen folde alle de dilemmafyldte beslutninger ud i Kulturen på P1.