Hun har spillet koncert. Og ekstra koncert. Og nu har hun annonceret endnu en ekstra koncert i DRs Koncerthus til februar.
Den unge danske sanger og pianist Agnes Obel er blevet udnævnt til en af de store nye stjerner i dansk musikliv i 2010. Men selvom hun både får massevis af ros, har udgivet sin debut cd og lige nu turnerer rundt i Europa, så er hun ikke resultatet af en målrettet talentudvikling eller streng musik-undervisning.
Tværtimod. Agnes Obel vil helst være alene med sit klaver.
- Hele grundudgangspunktet har hele tiden været at lave melodier på klaveret og skabe et rum omkring det og skabe nogle sange på klaverets vilkår. Det har det været lige siden, jeg begyndte at spille klaver.
Succes uden mål
Agnes Obel udgav i efteråret sin debut cd og har efterfølgende spillet den ene udsolgte koncert efter den anden. Men Agnes Obels talent er lidt af et mysterium. Hun pjattede sig igennem gymnasiet, droppede tidligt ud og tror ikke på, at man kan tvinge folk til at lære. Men lige præcis det angiver hun selv som en del af årsagen til sin egen succes.
- Jeg tror slet ikke på, at det er godt med mål tidligt i livet. Det er selvfølgelig godt at have en ide og prøve at realisere den. Men når man er så ung, så tror jeg, at det først og fremmest handler om at finde glæden ved at lære og finde ud af, hvad man gerne vil lære.
Alligevel vidste sangerinden allerede fra gymnasietiden, at hun ville lave musik. Hun fortæller selv, at det er noget, som hun har arbejdet hen imod, siden hun var teenager. Men hun har aldrig tvunget musikken frem.
Alene i Berlin
I dag bor Agnes Obel i Berlin. Det er et valg, hun selv har taget. For at få ro og rum til at udfolde sin musik et sted, hvor hun kan være helt alene. Og så ser hun også en økonomisk fordel i at bo i Berlin.
- Det at flytte til Berlin betød, at jeg fik meget tid og rum og også økonomisk bedre rum til at fordybe mig i at lave mine sange og optage dem og også eksperimentere med - hvordan jeg ville optage dem, og hvilket rum jeg ville skabe. Det har givet mig plads til at finde ud af, hvordan jeg ville have mine sange skulle lyde, siger hun og fortsætter:
- Men så er der også det med at være ny i en anden by. Det giver en hel masse rum og ro. Det gjorde det i hvert fald for mig. Til at finde ind til hvordan jeg gerne ville have det uden at tænke på, hvordan andre ville have det. Og for mig har det været godt at lukke af for alle sluserne og finde ind til noget, man kan kalde mit eget udtryk.
Stilhed og toner
I Berlin har sangerinden fundet den ro, som har været nødvendig for at kunne lave musikken, som hun ville have den.
- Jeg har haft brug for at have fred og ro for at finde ud af, hvad jeg ville. For det materiale, jeg har, er ikke så larmende, og det kan hurtigt bliver overdøvet af noget andet. Så jeg havde brug for at lukke af - også for mine egen åndsvage ideer, der hele tiden kommer tumlende ind.
Men selv for Agnes Obel kan stilheden blive for stille, og hun har ofte haft lyst til lidt mere larm og flere mennesker omkring sig. Men musikken vil noget andet.
- Det vil nok ikke passe så godt sammen med mine klaversange. For sådan er formen på dem. Men måske noget andet musik. Noget mere spontan musik. Jeg har tit lyst til, at jeg havde et eller andet bandprojekt, hvor jeg kunne stå og larme i et øvelokale og lave nogle fede klangflader.
Tilbage til Det Fri
Selvom postadressen hedder Berlin, kommer Agnes Obel dog tilbage til København ind i mellem. Og når hun endelig er i fædrelandet, er det særligt hendes gamle gymnasium - Det Fri Gymnasium i København - hun ynder at besøge. Det har noget at gøre med en særlig følelse af frihed. En følelse der minder meget om den, hun finder i Berlin, forklarer sangerinden.
- For mig repræsenterer Det Fri Gymnasium og de der slut 90ere - som var min teenagetid - jo også noget af det, jeg føler, jeg finder i Berlin. Noget af det som der ikke er så meget tilbage af i København. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Men på den måde føler jeg, at der er en forbindelse mellem Det Fri og Berlin. Det føles ikke fjernt for hinanden.
- Det er en ånd med, at det ikke skal være konformt. Man må gerne prøve noget andet. Der er ikke nogle, der skal fortælle os, hvordan det skal gøres, fortæller Agnes Obel.
Udover ekstra koncerten i DRs Koncerthus er Agnes Obel blevet bekræftet som optrædende til P3 Guld, hvor hun er nomineret i kategorien "P3 Talentet".