Morten Lindberg, måske bedre kendt som Master Fatman, er død.
Han blev kun 53 år gammel, men på trods af det rummer cv'et titler som tv-vært, dj, radiovært, instruktør, kunstner og en masse andet.
Men var du klar over, at han tilbage i 1990'erne lavede en finurlig kortfilm om homoseksuelle rumvæsner? Eller at han troede på både Buddha og Jesus?
Her er syv ting, du måske ikke vidste om Master Fatman.
Optrådte i Melodi Grand Prix – to gange
Master Fatman var hele to gange med i Melodi Grand Prix. Den første gang var i 1995 med sangen ’Jordisk kærlighed’, hvor han kom kørende ind på scenen på en lyserød Puch Maxi, som du kan se i begyndelsen af videoen. Året efter var det med nummeret 'I nat', i duet med Jannie Høeg.
Troede på både Buddha og Jesus
Master Fatman havde både Jesus og Buddha som forbilleder og mixede den buddhistiske og kristne tro. Han både mediterede og bad til Gud.
- Jeg ved godt, at det hedder i buddene, at man ikke må have mere end én gud, men det har jeg. Når der er flere guder, så er det, fordi de har hver deres mission, og det vil da være synd, hvis man skulle vælge nogen fra.
- Er det noget personligt og alvorligt, beder jeg til Gud. Handler det om andre menneskers sygdom og nød og lidelse i verden, beder jeg til Buddha. Jeg laver også Iyengar yoga, for det styrker sjælen helt vildt. Nogle kalder yoga motion, men for mig er det noget åndeligt, sagde han til Kristeligt Dagblad tilbage i 2007.
Den tykke, glade punker eeelskede dessert
Morten Lindberg flyttede som 22-årig fra Fyn til København i 1987, hvor han blev en del af punkmiljøet på Nørrebro.
- Han hang ud med punkerne ved Blågårdsgade og kunne se, hvordan de blev tyndere og tyndere. Og så tog de stoffer og begyndte at dø. Det ville han ikke, fortæller David Pepe Birch, manden bag biografien ’Master Fatman’ om Morten Lindberg fra 2011.
- Så han begyndte at købe et studenterbrød hos bageren hver dag for at blive tyk og glad. Han ville ikke være tynd og sur som de andre punkere.
At bruge sin krop som et værktøj er særligt det, mange danskere nok husker ham for. Som aliaset Master Fatman.
- Han var jo en kropskunstner. Det var et aktivt valg for ham at være tyk.
Ovenover kan du se Master Fatman komme med en opsang til de sukkerforskrækkede danskere.
Vegetar i mere end 30 år
En stor kropsvolumen var en del af Morten Lindbergs image, men der røg ikke hvad som helst ind i kroppen hos madelskeren. Tværtimod.
- Jeg har været vegetar de sidste 31 år, fordi jeg synes, at jeg bliver en anden end den, jeg gerne vil være, af at spise kød, som gør mig ærgerrig og havesyg. Sådan beskrev Morten Lindberg selv sit forhold til kød, da Berlingske snakkede med ham tilbage i 2017.
Her forklarede han også, at han heller ikke drak alkohol:
- Jeg frygter ikke kontroltabet, men jeg bryder mig ikke om vejen, fra man drikker det første glas vin, til man bliver fuld.
Stiftede sit eget kosmiske parti
’Kosmisk konferencier’, ’kosmisk bankovært’ og ’kosmisk teambuilder’ er nogle af de titler, man kan finde på Master Fatmans egen hjemmeside. Morten Lindberg var kendt for at sprede 'kosmisk kærlighed', og i 1993 stiftede han sågar Det Kosmiske Parti, der stillede op i Københavns Kommune til kommunalvalget.
Partiet krævede juridiske rettigheder til naturen, en langsommere jordrotation og grænseløs kosmisk kærlighed.
Partiet fik 2.136 stemmer.
Lavede kortfilm om sorte homoseksuelle rumvæsner
I 1993 så kortfilmen med den kuriøse titel 'Gayniggers From Outer Space' dagens lys. Det var Morten Lindbergs debut som filminstruktør.
En film, der i korte træk handler om en flok homoseksuelle rumvæsner, anført af en Kaptajn B. Dick, der rejser til Jorden fra deres egen planet Anus, hvor de til deres store gru opdager, at kvinderne endnu ikke er udryddet på Jorden.
Prami Larsen, direktør for Filmværkstedet, var klipper på kortfilmen og husker tilbage på hele processen omkring tilblivelsen som en virkelig sjov og besynderlig oplevelse.
- Det var jo ikke verdens bedste skuespillere, der spillede med, og der var også masser af hjemmelavede special effects. Begge dele gjorde det ret svært at klippe optagelserne sammen til noget, der gav mening. Men jeg udvalgte de bedste scener og klippede det sammen til et første gennemsyn hos Morten Lindberg.
Prami Larsen fik dog ikke den reaktion, han havde forventet, efter et udfordrende klippearbejde:
- Da Morten så resultatet, sagde han ‘hvad helvede, har du lavet?! Du skal da netop tage de scener, hvor det spiller rigtig dårligt, og hvor det går ad helvede til!’
Gik på Rudolf Steiner skole og havde Steiner som forbillede
Master Fatman voksede op i Dalum ved Odense og gik på Rudolf Steiner-skolen. I interviews har han forklaret, at hans ’skabende nysgerrighed havde gode vilkår for at udvikle sig på skolen.’
Da han selv fik børn, fandt han sammen med andre forældre en Steiner-uddannet pædagog og lavede sin egen børnehave og hyrede en Steiner-uddannet pædagog.