28 år efter: 'Pretty Woman' kommer som musical

En af filmhistoriens måske største kærlighedsfilm, 'Pretty Woman', bliver nu til en musical, der rammer Broadway næste år.

'Pretty Woman' blev Julia Roberts' helt store gennembrud, og hun modtog både en Golden Globe samt en Oscar-nominering for sin rolle som Vivian Ward. Her ses Julia Roberts sammen med filmens anden hovedrolle, Richard Gere. (Foto: © NA, Type 2)

Den er god nok.

28 år efter at filmen ’Pretty Woman’ med Julia Roberts og Richard Gere i hovedrollerne gik sin sejrsgang på de store lærreder verden over, bliver den romantiske fortælling om det umage par nu til en musical.

Det skriver New York Times.

Og som om det ikke er nok, at den uforglemmelige kærlighedsfortælling nu overføres til de skrå brædder, så kommer musical-versionen også til at byde på helt nye sange skrevet af 90’ernes helt store ballademager, Bryan Adams.

Efter planen åbner ’Pretty Woman’-musicalen på Oriental Theatre i Chicago til marts næste år, mens den forventes at blive sat op på Broadway i New York i løbet af efteråret 2018.

I de to hovedroller som den prostituerede Vivan Ward og forretningsmanden Edward Lewis kommer man til at kunne opleve Samantha Barks, der medvirkede i den populære filmudgave af ’Les Misérables’, og Steve Kazee, som tidligere har modtaget den fornemme teaterpris Tony Award’en for sin hovedrolle i musicalopsætningen af filmen ’Once’.

Instruktør og koreograf på musicalen bliver den prisvindende Jerry Mitchell.