Forfatter og debattør Lisbeth Zornig og hendes mand, Michael Rauno Lindholm, skal betale 5.000 mere i bøde i sagen om menneskesmugling.
Østre Landsret har stadfæstet byrettens dom for menneskesmugling og hævet bødestraffen.
I marts blev Lisbeth Zornig og hendes mand dømt for menneskesmugling, fordi de for et år siden hjalp en syrisk familie på vej mod Sverige.
Straffen i Retten i Nykøbing Falster blev tilsammen en bøde på 45.000 kroner til ægteparret.
Landsretten mener, at det var ulovligt, da Lisbeth Zornig sammen med sin mand i september sidste år transporterede en syrisk familie fra Rødbyhavn til Kastrup.
I Kastrup blev familien sat på et tog mod Helsingborg i Sverige.
Lisbeth Zornigs forsvarer, Bjørn Elmquist, siger, at bøden er sat op, fordi en person fejlagtigt blev talt som barn i byretten.
- Jeg må konstatere, at der er én retstilstand i Jylland og en anden i resten af landet. I en dom fra Randers er bøden sat ned, fordi der blev handlet på grund af menneskelighed.
Han vil nu diskutere med sin klient, om der skal søges om tilladelse til at anke dommen til Højesteret.
/DR Nyheder/
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1282202898496898