- Vi må desværre indlede år 2017 med at give dig vores uforbeholdne undskyldning.
Sådan skriver tv-udbyderen YouSee i en mail, som man her til aften har sendt ud til kunderne.
I går eftermiddags omkring klokken 16.30 mistede størstedelen af YouSees kunder tv-signalet. Det kom på en aften, hvor mange traditionen tro samles om fjernsynet for at se dronning Margrethes nytårstale. Hvor en del fik signalet igen i løbet af aftenen, måtte mange høre rådshusklokkerne over radioen.
- Vi undskylder derfor dybt til de mange, vi måtte skuffe på så betydningsfuld en aften, skriver YouSee.
YouSee oplyser til DR, at man nu har fundet fejlen. Man vil dog endnu ikke afsløre, hvad fejlen er.
Men i mailen til kunderne beskrives den som "et ekstremt kompliceret fysisk nedbrud i vores system" - hvad det betyder, ønsker man dog ikke oplyse, da man er i gang med at foretage en grundig undersøgelse, inden man melder noget ud.
Hvordan vil I sikre kunderne, at det her ikke sker igen?
- Det er et rigtig godt spørgsmål - man kan jo aldrig give nogen garantier, men vi har gang i et grundigt analysearbejde for at lægge til grund, hvad der er årsag til fejlen, siger pressemedarbejder Povl Rasmussen.
I undskyldningsmailen skriver YouSee, at man som plaster på såret er ved at lave en "underholdningsoplevelse".
Men hvad det dækker over, vil man endnu ikke komme nærmere ind på.
YouSee oplyser i en mail til DR, at alle kunder nu skulle have deres tv-signal tilbage.
- Hvis nogle kunder fortsat måtte have sort billede, så skyldes det formentlig noget andet, der ikke er relateret til gårsdagens fejl, skriver Povl Rasmussen i mailen.
Opdateret 21:40: YouSee oplyser, at alle kunder nu har fået deres signal tilbage. Tidligere i artiklen fremgik det, at én procent fortsat manglede signal.