Anklagemyndigheden har besluttet, at man ikke rejser tiltale mod en 51-årig mand, der var sigtet for at være årsagen til et nedbrud på Yousees netværk nytårsaften. Sigtelsen er nu frafaldet.
Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Manden blev anholdt 5. januar 2017 og sigtet for at stå bag nedbruddet, som var skyld i, at over 1,3 millioner Yousee-kunder ikke kunne modtage tv-signaler i flere timer. Det betød, at der blandt andet var sort skærm under dronningens nytårstale.
Manden var sigtet for omfattende forstyrrelse i driften af fjernsynsanlæg og hærværk af betydeligt omfang.
- Efterforskningen har ikke underbygget, at der skulle være grundlag for at opretholde sigtelsen mod ham. Efterforskningen fortsætter imidlertid i anden retning, og derfor har Københavns Politi ikke mulighed for at give yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt, skriver politiet i pressemeddelelsen.
TDC: Det var en bevidst handling
Til trods for, at sigtelsen er frafaldet er TDC - der ejer Yousee - ikke i tvivl om, at nytårsnedbruddet var forårsaget en "en bevidst skadelig handling."
- I sådanne sager er gerningsmændene som oftest rigtig dygtige til at skjule deres spor og det kan være svært at bevise den endelige skyld, siger koncerndirektør Louise Knauer til Ritzau.
Få et overblik over sagen her:
- •
31. december: Tv-signalet til YouSees kunder forsvinder omkring klokken 16:30. Dermed går mange glip af dronning Margrethes nytårstale.
- •
1. januar: De sidste YouSee-kunder får signalet tilbage efter omkring 30 timer uden fjernsyn. TDC forsøger fortsat at finde frem til, hvad der fik tv-signalet til at forsvinde og lover kompensation til kunderne.
- •
2. januar: Center for Cybersikkerhed (CFCS) under Forsvarets Efterretningstjeneste går ind i sagen. I første omgang lød meldingen fra CFCS, at det sker rent rutinemæssigt ved nedbrud. Tv-signalet er en del af det nationale beredskab, og derfor bliver CFCS automatisk involveret ved større nedbrud.
- •
4. januar: TDC er klar med kompensation til kunderne, som får adgang til en filmpakke fra 7. januar og resten af måneden. Filmpakken består af filmkanalen Viasat Film Premiere, fem udvalgte lejefilm og over 250 film fra Viasat, som kan ses på mobil, tablet, pc og tv-boks.
- •
5. januar: TDC anmelder nedbruddet på YouSees tv-signal nytårsaften til politiet. TDC oplyser, at man mistænker en "bevidst skadelig handling".
- •
Senere torsdag meddeler Københavns Politi, at en 51-årig mand er anholdt i sagen. Manden sigtes for at have overtrådt straffelovens paragraf 193, der omhandler "omfattende forstyrrelse af driften af fjernsynsanlæg" og for hærværk.
- •
6. januar: Københavns Politi melder ud, at den 51-årige skal fremstilles i grundlovsforhør. Kort inden retsmødet vælger anklagemyndigheden dog at løslade manden.
- •
22. september: Anklagemyndigheden ved Københavns Politi beslutter at opgive sigtelsen mod manden. Der er ikke grundlag for at opretholde den, lyder det. Ifølge politiet fortsætter efterforskningen imidlertid i anden retning. Kilder: YouSee, TDC, Københavns Politi, Ritzau.