Yahya Hassan i retten: Nægter sig skyldig

Yahya Hassan er sigtet for at affyre fem skud, hvor et enkelt har ramt en 17-årig i foden. Han nægter sig skyldig.

Yahya Hassan er anholdt og sigtet i forbindelse med et skyderi søndag aften. Billedet her er fra øjeblikket, hvor Yahya Hassan ankommer til grundlovsforhøret i Aarhus. (Foto: © Mikkel Berg Pedersen, Scanpix)

Den kontroversielle digter Yahya Hassan nægter sig skyldig i sigtelsen for grov vold mod en 17-årig, som blev skudt i højre fod søndag aften.

Det oplyser hans forsvarer Hanne Ziebe i retten mandag middag, efter sigtelsen er læst op.

Yahya Hassan er sigtet for at have affyret fem skud ved et butikstorv nær Trillegården i Aarhus Vest, hvor det ene ramte en 17-årig i højre fod og et andet snittede hans lår.

Inden dørene blev lukket efter godt et kvarter, bekræftede Yahya Hassan sit navn og anholdelsestidspunkt. At dørene er lukkede betyder, at tilhørere skal forlade retslokalet. Derfor er der ikke længere repræsentanter for offentligheden til stede i retslokalet. Pressen venter på, at grundlovsforhøret er ovre.

Han er iført sort joggingtøj, badesandaler og har højre arm i gips og slynge.

Der er stor interesse for sagen. 14 repræsentanter for medierne er mødt frem. Foto: Emma Lichscheidt.

Sigtelsen går på:

  • Legemsbeskadigelse af "rå" karakter.

  • Besiddelse af pistol plus ammunition til affyring af fem skud.