Fyring, fængsling, mistro og trusler på livet.
Den virkelighed kender Howard Wilkinson, som i dag har gæstet Folketinget. Han er whistleblower, men før han blev det, var han handelschef i den baltiske afdeling af Danske Bank. Det var hans oplysninger, der blev starten på hvidvask-skandalen, som i dag har ligget til grund for en høring på Christiansborg.
Howard Wilkinson sagde op i Danske Bank, inden hans afsløringer nåede offentligheden, men fortæller i et interview til Berlingske, at hans familie har måttet flytte og at hans "personlige sikkerhed er blevet en bekymring".
Og det kommer ikke bag på Mads Pramming, som er advokat og formand i den danske whistleblowerforening Veron.
- Det kan have kæmpestore personlige konsekvenser for whistleblowere at stå frem, siger han.
Social deroute
Foreningen er stiftet af tidligere danske whistleblowere, fortæller han, og arbejder med at rådgive folk, som overvejer at stå frem med fortrolige oplysninger.
- Det, Veron primært laver, er, at rådgive nye whistleblowere både før, under og efter man står frem. Det kan være rådgivning, der ender med, at man ikke står frem med det, siger han.
I deres rådgivning lægger foreningen ikke skjul på, at det at stå frem kan ende med at påvirke både sociale og personlige aspekter af whistleblowerens liv. En af de hyppige konsekvenser for en whistleblower er en fyring. Og det kan være starten på en social deroute, fortæller Mads Pramming.
- Hvis du pludselig bliver fyret, fordi du er stået frem og mister din arbejdsidentitet og samtidig er engageret i den her sag, som nu er opstået omkring dig, så kan det trække store veksler på nogen, siger han.
- Tænk på Frank Grevil og Anders Kærgaard (to danske whistleblowere, som har været med til at starte Veron, red.), som har fået fuldkommen ødelagt deres karrierer. Det har haft kæmpestore konsekvenser for dem. Det ender tit med, at den der trækker sorteper, det er whistlebloweren, og at det de råber op om, ikke bliver undersøgt ordentligt til bunds, siger Mads Pramming.
Ikke for at blive berømt
Mads Pramming har aldrig mødt nogen, som bliver whistleblower for at blive berømt. Tværtimod ønsker mange af dem, han taler med, at være anonyme.
- Jeg har ingen eksempler på whistleblowere, som er stået frem, fordi de gerne vil stå i rampelyset og have deres navn ud. Det er noget, de gør, fordi de har noget viden, de brænder inde med og føler, de er nødt til at sige, siger han.
Mange af de whistleblowere, de rådgiver i Veron, oplever, at medierne har større interesse for dem og deres motiver, end for de brister og problemer, de afdækker.
- Det er jo ekstra sørgeligt, når de oplever repressalier og fyringer og alt muligt andet, og alt det de egentlig stod frem med, det er der ingen, der interesserer sig synderligt for, konstaterer Mads Pramming.