Voldsramte kvinder føler sig ofte ensomme og overladt til sig selv, når de forlader det krisecenter, der har hjulpet dem igennem den første svære tid, skriver Kristeligt Dagblad.
Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse fra SFI, Det nationale Forskningscenter for Velfærd. Den viser, at kvinderne ofte står tilbage uden hjælp til at finde bolig, sætte gang i en skilsmisse eller få kontakt til en psykolog.
Svært traumatiserede
- Det kan lyde som banale opgaver, men for denne gruppe, der i forvejen er svært traumatiseret, kan det være fuldstændig uoverskueligt. Mange har efterladt alt hos deres voldelige partner og står tilbage uden tøj, køkkengrej og møbler, siger seniorforsker ved SFI Else Christensen, der står bag undersøgelsen.
- Samtidig kan de som ofre for mange års overgreb og vold have meget lidt tillid til sig selv og deres evner til at klare sig på egen hånd, lyder det fra, siger Else Christensen.
Hun anbefaler blandt andet, at der etableres nemmere adgang til psykologhjælp, og at der udarbejdes en guide til brug for såvel kvinder som krisecentre med systematiske retningslinjer for kontakt med forskellige offentlige instanser, så kvinderne kan få hjælp til at søge bolig, skilsmisse og økonomisk støtte.