Hvis du synes, at de seneste fodboldresultater, arbejdsmailen eller Instagram er mere spændende end den stegte kylling på tallerkenen, så er du ikke alene.
Siden 2017 er flere danskere nemlig begyndt at kigge på mobiltelefonen, mens de spiser aftensmad.
I dag er det 14 procent af danskerne, der ikke kan holde fingre og øjne fra telefonen. I 2017 var det blot fem procent.
Det viser den nye befolkningsundersøgelse om madvaner i Danmark, som Madkulturen - en institution under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri - netop har udgivet seneste årgang af.
Undersøgelsen viser også, at burgere ikke længere er blandt danskernes favoritter i køkkenet – det er derimod kylling.
Hjemme hos Nikolaj Kirk, tv-kok, kok, foredragsholder, team building-vært og en af de to makkere fra DR-programmet ’Nak og Æd’, skal de have lidt lunt fra det asiatiske køkken til aftensmad.
Under madlavningen tygger han på Madkulturens undersøgelse af danskernes mobilvaner.
- Jeg bliver ikke sur, og jeg vil ikke blande mig i, hvad folk gør – de skal jo gøre, som de har lyst til, siger han.
Herefter forklarer han, at han står og er i gang med at lave aftensmad til sig selv, sin datter og hendes veninde. De skal have japanske okonomiyaki med spidskål og andet grønt og kikærter i den indiske sovs, masala.
Det bruger han to timer på at forberede – altså aftensmaden. Det gør han altid, når han ikke er på arbejde om aftenen, fortæller han.
Og når han er færdig, så venter dagens vigtigste tidspunkt.
- Det er ved aftensmåltidet, vi mødes og bruger vores sanser. Dufter, smager og taler med hinanden om, hvordan det går – blandt andet med min datters brøkregning. Og så aftaler vi, at vi må kigge på det sammen. For det skal der være styr på, siger han.
'Man får et fattigt liv'
Det er over halvdelen af danskerne, som bruger enten telefon, fjernsyn, radio, computer eller tablet, mens aftensmaden bliver indtaget, viser undersøgelsen fra Madkulturen.
Og det er ikke længere kun de unge – det er alle aldersgrupper.
Hos Nikolaj Kirk er telefonerne lagt væk, når der bliver serveret.
Og i takt med, at han begejstres over, at den krydrede indiske sovs begynder at arte sig i køkkenet, stiger temperamentet.
- Man får et fattigt liv, hvis man sidder og kigger ned i den mobil, mens man spiser. Hvis man gerne vil være rig – rigtig rig – så smider man den lille firkant, der lyser blåt, direkte ned i skraldespanden, og så kigger man på hinanden og begynder at spise. Så er man til stede. Altså åndeligt til stede, siger han.
Selv om tendensen er faldende, så er fjernsynet stadig danskernes foretrukne gæst ved spisebordet. En tredjedel har nemlig ifølge undersøgelsen tv-apparatet kørende, mens de spiser.
I skoven bestemmer kokken
Når Nikolaj Kirk ikke er i gang med at bespise sin egen familie, så lever han også af at lave arrangementer for virksomheder og private, der vil en tur i skoven og næsten nakke og æde selv.
Den erfarne skovkok er garanten for, at det lykkes.
Men her sniger de lysende skærme sig også ind ved middagsbordet. Men i skoven bestemmer kokken, siger Nikolaj Kirk.
- Hvis jeg har folk med ude i skoven for at lave mad sammen, og de sidder og glor på deres telefon – så går jeg hen og tager jeg fat i dem. Så stopper festen, siger han.
Selv om det er voksne mennesker, han er sammen med, og de ifølge ham 'selv må bestemme', så gælder der altså andre regler, når han er med på turen.
- Så finder vi ud af det sammen, og så ryger telefonerne også væk. Og hvis det gentager sig, så samler jeg telefonerne sammen - ligesom i skolen. Det sker ikke så tit, men det kan ske, og så får de dem tilbage, når vi er færdige.
Du kan dykke ned i Madkulturens seneste undersøgelse om danskernes madvaner her.