Vidner så maskerede unge mænd aftenen før drabet på Servet

Politiet arbejder ud fra en teori om, at de tre mænd kan være 16-årige Servet Abdijas drabsmænd.

16-årige Servet Abdija blev dræbt for en uge siden af omkring seks skud foran sin opgang i Ragnhildgade på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro.

Københavns Politi har stadig intet motiv, ingen anholdte eller gerningsvåben, efter at den 16-årige Servet Abdija blev skuddræbt ude foran sin opgang på grænsen mellem Østerbro og Nørrebro mandag aften i sidste uge.

Politiet har dog fået nye oplysninger ud fra de i alt 129 henvendelser, de har fået fra offentligheden. Og de oplysninger kan måske bringe dem nærmere Servet Abdijas drabsmænd.

Efterforskningsleder Hans Erik Raben fortæller, at flere vidner uafhængigt af hinanden har fortalt, at de dagen før drabet har bemærket tre mørkklædte og maskerede unge mænd løbe fra Ragnhildgade og tværs over Lersø Park Allé til Studsegaardsvej, hvor de tager kontakt til en person i en bil og kører derfra.

Den hændelse holder politiet op mod drabsaftenen, hvor to til fire personer løb over til en mellemstor mørk bil, kort efter at den 16-årige var blevet skudt på klos hold.

- Det lugter lidt hen af de samme forløb som på drabsaftenen, og vi arbejder ud fra en tese om, at det kan være de samme tre personer, som også dræbte Servet, siger Hans Erik Raben og fortsætter:

- Derfor er vi meget interesserede i at høre fra vidner, der har været ude at gå tur søndag aften omkring 20.25 og har gjort sig observationer af denne karakter, siger han.

Kan have været konflikt op til drabet

Politiet har den seneste uge foretaget en række afhøringer af personer i området. Blandt andet er et af deres fokusområder, at der muligvis i perioden op til drabet er blevet skudt mod et køretøj omkring Ragnhildgade.

- Derfor vil vi gerne appellere til alle personer, der har haft et køretøj holdende på Ragnhildgade om at tjekke deres køretøj har et skudhul, og hvis det er tilfældet, hører vi meget gerne fra jer, siger efterforskningsleder Hans Erik Raben.

Er I blevet klogere på, om den dræbte har haft en konflikt med nogle andre?

- Der er noget i vores efterforskning, der tyder på, at der har været en konflikt i dagene op til drabet. Men hvad det går ud på, kan jeg ikke løfte sløret for på nuværende tidspunkt, siger han.

Københavns Politi vil gerne høre fra vidner, som sidder inde med viden om sagen. Vidner kan kontakte politiet på 33141448