Tag på tur hvor som helst i Danmark - for eksempel i naturen eller i kvarteret, hvor man bor?
Det er nu muligt i det populære computerspil Minecraft, efter Miljøministeriet har lagt hele Danmark ind i spillet, så skoler kan bruge det i undervisningen.
- Jeg synes, at det er meget, meget sjovt, lyder det fra Julian Leivsgard, der går i 2. klasse.
Hvad vil du lave i spillet?
- Jeg vil gå rundt og prøve at finde Lalandia eller sådan noget, siger han.
Større forståelse end fladt kort
Med Danmark i 3D kan skoleelever blandt andet træne rumforståelse i matematik og opføre kunstværker og bygninger i billedkunst.
Hele pointen er nemlig, at de kan gøre det ud fra virkeligheden og ikke ud fra en fiktiv verden, som det har været tilfældet tidligere i Minecraft.
- Det giver en helt anden forståelse end at kigge på et fladt kort, siger Simon Kokkendorf, der er AC-specialist for Geodatastyrelsen, der har "skabt" Danmark i Minecraft.
- Det giver os rigtig mange muligheder for at udforske Danmark, siger Katrin Kristensen, der er lærer for 2. klasse på Ørestad Skole.
Spillet Minecraft er lavet af svenskeren Markus Persson og har - ifølge ham - over 100 millioner registrerede brugere på verdensplan.
Se 2.-klasseeleverne fra Ørestad Skole besøge forskellige steder i Danmark i computerspillet Minecraft i videoen i toppen af artiklen.