Det er et næsten klassisk opgør mellem rød og blå blok, når Anne Marie Helger og Erik Brandt går i clinch med hinanden og tager en debat om fattigdom, arbejdsmarked og muligheder.
Selv om Danmark bliver betragtet som et lige land, er der stor forskel på livet, afhængigt af om man tilhører overklassen, eller gruppen af danskere, der hver dag kæmper for at få hverdagen til at hænge økonomisk sammen.
Det har også været det primære omdrejningspunkt for de to programserier, som DR1 har sendt i de foregående uger.
I ’Overklassen på udebane’ og ’De røde på udebane’ er seerne blevet inviteret indenfor i to meget forskellige verdener.
Og her har modekongen og rigmanden Erik Brandt og den røde frontkæmper og skuespiller Anne Marie Helger befundet sig på hver sin udebane.
Nu mødes de to så ansigt til ansigt til en snak om ulighed efter deres noget forskellige oplevelser med den modsatte verden til en debat. Spørgsmålet er, om deres oplevelser har ændret på deres holdninger? Se med i videoen øverst.