VIDEO Nordsjællands Politi om Danmarks-rekord i fartsyndere: Resultatet er rystende

402 fartsyndere blev snuppet på bare en time i går, da Nordsjællands Politi var ude med fotovognene på Helsingørmotorvejen.

Per Lundbæk, politikommissær ved Nordsjællands Politi, kalder antallet af fartsyndere rystende.

Bilister, der trådte lidt for hårdt på speederen, på strækningen mellem Sandbjerg og Vedbæk på Helsingørmotorvejen i går blev mindst 2500 kroner fattigere.

'Det er fuldstændig sindssygt'

Nordsjællands Politi var nemlig ude med fotovognene, og på bare en enkelt time gik 402 bilister i fartfælden.

- Det er fuldstændigt sindssygt. Jeg har været politimand i mange år, men jeg har aldrig været ude for noget lignende. Det her er Danmarks-rekord og en kedelig én af slagsen, siger politiassistent og tovholder for fotovognene, Kim Sørensen til Frederiksborg Amts Avis.

Statskassen blev fire millioner rigere

Efter fem timer var 1635 biler blevet blitzet. Hele politiaktionen indbragte statskassen fire millioner bødekroner.

Per Lundbæk, politikommissær ved Nordsjællands Politi, forsikrer dog, at aktionen ikke er for at få penge i statskassen.

- Resultatet er rystende. Det handler hverken om sager eller penge, som nogle måske påstår. Det handler om, at her går der vejarbejdere rundt, hvis liv og helbred kan være i fare, siger Per Lundbæk.

Se i videoen øverst, hvorfor det er vigtigt at sætte farten ned til 50 km/t på den pågældende strækning.