VIDEO Jesper har ikke set sin søn i fire år: Jeg tænker på ham 50 gange om dagen

Jesper Simonsen blev renset for anklager om seksuelle overgreb mod sin søn. Alligevel har han ikke set ham, siden anklagerne faldt for fire et halvt år siden.

Falske anklager om overgreb og vold kan få alvorlige konsekvenser i børnesager - også selvom politiet ikke rejser tiltale mod den anklagede forælder.

For Jesper Simonsen har det betydet, at det er fire et halvt år siden, han sidst så sin nu otteårige søn. Det er nemlig fire et halvt år siden, at moren til hans barn anklagede ham for seksuelle overgreb mod deres søn.

- Det er forfærdeligt, ganske enkelt forfærdeligt. Jeg aner jo ikke engang, hvordan han har det.

- Jeg kan kun blive orienteret om ham ganske kort via hans skole, men ikke at vide, hvad der foregår i hans indre, hvad han laver, ikke at kunne høre ham grine og græde, ikke at kunne trøste ham og drage omsorg for ham, det er forfærdeligt, fortæller Jesper Simonsen i 'DR2 Undersøger: Fædre under mistanke', som bliver vist på DR2 i aften.

Ingen tiltale

Anklagerne falder efter en konflikt om en ferie, hvor Jesper Simonsen, der til daglig arbejder som ekspeditionssekretær i Undervisningsministeriet, har sin dengang tre et halvt-årige søn med i sommerhus.

Tre måneder efter ferien indgiver barnets mor en anklage om seksuelt overgreb mod sønnen. Fra det øjeblik ser han kun sin søn to gange, inden samværet helt hører op.

- Det hører jeg første gang, da en politibetjent ringer til mig fra Station Bellahøj, og jeg kan huske, jeg sidder på arbejde, det er en torsdag. Og jeg tænker, det er forfærdeligt og kan ikke være rigtigt. Jeg er helt rystet, siger han.

Politiet afviser sagen og den børnesagkyndige psykolog udtaler efter en undersøgelse, at de ikke tror på, at Jesper Simonsen har begået incest mod sin egen søn.

I den børnesagkyndiges rapport bliver han fremhævet som værende en god far. Men selv om beskyldningerne ikke kan dokumenteres, bliver Jesper Simonsens situation ikke bedre.

- Gratis at komme med falske anklager

Samværet bliver ikke genetableret og alle senere ansøgninger fra Jesper Simonsen om samvær med sin søn bliver afvist på grund af det Statsforvaltningen kalder "forhøjet konfliktniveau". Jesper Simonsen føler ikke, at han og hans søn har fået den hjælp, de havde brug for.

- Der har ikke været nogen som helst form for hjælp, hverken fra Statsforvaltningen eller Socialforvaltningen, siger Jesper Simonsen.

- Det handler ikke om, at jeg ikke har fået hjælp, det handler om, at min dreng ikke har fået hjælp.

Savnet forsvinder ikke

Savnet efter sønnen er ikke formindsket, selvom der nu er gået mere end fire år, siden han sidst så ham, fortæller Jesper Simonsen.

- Jeg savner ham hver dag. Jeg tænker ikke kun på ham en gang om ugen, eller en gang om dagen, det er 40-50 gange om dagen, siger Jesper Simonsen.

- Den allerværste konsekvens ville jo være, hvis jeg aldrig nogensinde får ham at se igen. At han ikke ved, han har en far, der elsker ham rigtigt meget og er meget bekymret for ham, og altid vil tage imod ham med åbne arme.

Moderen til drengen har ikke ønsket at kommentere sagen Moderens advokat, Vivian Jørgensen, siger, at samværssager er forskellige fra straffesager, fordi det vigtigste er barnets tarv og ikke forælderen rettigheder.

- Det kan godt være at faderen ikke mener, det er et overgreb, men at barnet stadig oplever det sådan, siger Vivian Jørgensen.

'DR2 Undersøger: Fædre under mistanke' bliver vist på DR2 i aften klokken 21.30.