VIDEO Fyret slagteriarbejder: Jeg skal lige synke en gang

Danish Crown lukker i Faaborg. En af de 472 ansatte er Thomas Børre.

Danish Crown fyrer 472 ansatte.

Det kom frem tidligere i dag, og fyringerne kommer til at gå hårdt ud over Faaborg på Fyn, for her lukker Danish Crown-slagteriet og Tulip.

En af de mange hundrede, som fik beskeden klokken 12.50 torsdag er mestersvend Thomas Børre.

- Min kone har fødselsdag i dag, så det skulle have været en hyggelig dag, siger han til DR Nyheder.

Samlet i kantinen

Alle medarbejderne blev kaldt til informationsmøde i kantinen, lige inden beskeden blev overbragt.

- Det var ikke sjovt. Men jeg tænkte ikke så meget, da vi fik beskeden. Jeg havde det lidt på fornemmelsen, for konkurrencen fra udlandet er meget hård, fortæller Thomas Børre, som har arbejdet på slagteriet i 10 år.

Lukningen bliver først gennemført om to år, men allerede nu frygter han, at det bliver svært at finde et nyt job.

Ikke en god fremtid

- Det er ikke en god fremtid, vi går i møde, for der er ikke job til os, siger han.

Det skorter ikke på opfordringer til at søge arbejde udenfor Faaborg - men det kan være rigtig svært at hive familien op med rode, synes Thomas Børre.

- Vi bor i et område, hvor der ikke er noget arbejde. Her er huse, som er overbelånte, så man flytter ikke bare. For så skal husene jo på tvangsauktion, og man kan i forvejen ikke sælge huse i det område her. Nogle har stået til salg i 2400 dage, har jeg set i avisen, siger han opgivende.

Han har ikke nogen plan for, hvordan han lige nu kommer videre.

Skal lige synke en gang

- Nu skal vi lige synke en gang, og i morgen er der en ny dag. Så tager vi den derfra, siger han til DR Nyheder.

Det er muligvis ikke kun de fynske slagterier på Sydvestfyn, der bliver ramt af lukningerne. Bestyrelsen i Danish Crown lægger op til, at der også skal gennemføres omstruktureringer i slagterier i Skærbæk og på Bornholm.

Hvis de gennemføres, anslår bestyrelsen, at det vil påvirke yderligere 350 medarbejdere.

Se hele interviewet med Thomas Børre øverst i artiklen.