VIDEO - Frederiks frustrationer vælter ned over mig

Frederik blev flyttet fra en specialklasse til en almindelig klasse, og nu går frustrationerne ud over hans mor. - Jeg bliver kaldt en klam kælling og en dum luder, fortæller hun.

Da regeringen, SF, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i 2012 besluttede, at 96 procent af alle skolebørn i 2015 skal modtage almindelig undervisning, ramte det Frederik hårdt.

Frederik er et barn med særlige behov, og på grund af regeringens inklusionsmål blev Frederik for halvandet år siden taget ud af en specialklasse med syv børn, hvor han ellers følte sig godt tilpas.

- Han fik den opmærksomhed, som han havde brug for, siger Frederiks mor Karin Kulke, der beskriver sin søn således:

- Frederik er en meget sød og kærlig dreng, som går over gevind en gang i mellem og bliver rigtig udad-reagerende. Han slår, sparker og kalder rigtig slemme navne og kan til dels finde på at tage knive og løbe efter folk, fortæller hun.

Mor kaldes klam kælling og dum luder

Frederik går på den lokale folkeskole Svend Gønge-Skolen i Vordingborg.

På grund af regeringens målsætning og kommunens voksende udgifter for specialklasser, flyttede kommunen nemlig stort set alle elever i specialklasserne over i de almindelige folkeskoleklasser i august 2012.

- Efter han er blevet smidt direkte ind i klassen, hører jeg aldrig noget om skolen herhjemme mere. Han har aldrig en bog med hjem, som han vil læse eller skrive i. Jeg hører intet. Det eneste, der møder mig, når jeg henter ham i SFO'en eller i skolen, er, at jeg bliver kaldt en klam kælling og en dum luder af ham. Så stikker han af, eller han kaster en sten efter mig og fortæller mig, at jeg bare kan skride, fortæller Karin Kulke.

- Det er simpelthen alle hans frustrationer fra hele skoledagen, der vælter ned over mig, som jo er det mest sikre, han overhovedet har, siger hun.

- Det er en lorte-klasse

Frederik savner sin lille specialklasse, og hvis han kunne bestemme, så skulle klasselokalet ikke være større end køkkenet i familiens hjem.

Kan du lide at være i klassen?

- Nej.

Hvorfor ikke?

- Fordi det er en lorte-klasse.

Er det, fordi det er uroligt?

- Ja.

Og hvad sker der så?

- Så smadrer jeg bare hele klassen.

Hvad sker der, hvis det er større end køkkenet?

- Så bliver jeg urolig, og alle kigger på mig, når jeg råber op i klassen, siger Frederik.

Frederiks forældre har nu fundet en plejefamilie, hvor Frederik skal være i fire måneder for at aflaste familien og Frederik selv.

Se indslaget om inklusion fra 21 Søndag og mød Frederik i videoen i toppen af artiklen.