De danske ofre for attentaterne i København den 14. februar er blevet hædret på den franske ambassade i København.
Finn Nørgaard, som var filminstruktør, fotograf og producer, blev udnævnt til ridder af den franske kunst- og litteraturorden, Arts et Lettres, og Dan Uzan blev hædret med æresmedaljen Médaille du Courage.
Medaljen til Finn Nørgaard er en etableret kulturmedalje, mens hæderen til Dan Uzan er blevet indført helt ekstraordinært, da ambassadøren, François Zimeray, ikke mente, det ville være rigtigt kun at hædre den ene.
- Det er for mig et symbol på fællesskab - for fælles værdier, som min søn står for, sagde Dan Uzans far Sergeot Uzan.
Finn Nørgaard blev dræbt ved Krudttønden, og Dan Uzan blev dræbt, da han stod vagt ved den jødiske synagoge.
Latifa Ibn Ziaten, som er mor til den franske soldat, Imad ibn Ziaten, der blev dræbt ved terrorangrebet i Toulouse den 11. marts 2012, var også til stede ved arrangementet.
I 2012 var det en ung franskmand, der skød og dræbte en rabbiner, tre jødiske skolebørn og tre franske elitesoldater, inden han selv blev dræbt. Han havde forinden været belejret i en lejlighed i 32 timer af elitestyrker.