VIDEO Første gang DR sendte direkte fra en krig: Vi så bomberne falde

Det var en stor nyskabelse, da DR i 1990’erne begyndte at sende billeder direkte hjem til seerne.

Bomberne faldt i Irak, mens danskerne så det hele direkte på tv. Det var første gang i historien, at DR sendte direkte fra verdens brændpunkter.

Både ny teknologi, men også konkurrencen fra TV2 betød nemlig, at DR begyndte at tænke nyt, og Golfkrigen blev den første krig, der blev dækket direkte i tv.

Solveig Bjørnestad, som dengang var studievært på TV Avisen, husker tydeligt forandringen.

- Det var første gang, man havde en krig nærmest transmitteret direkte på tv, hvor vi så bomberne falde, når de faldt, husker hun.

Se i videoen øverst i artiklen, hvordan det gik til, da DR begyndte at sende livebilleder fra Golfkrigen.

Det er i dag præcis 50 år siden, at TV Avisen sendte for allerførste gang. I aften kl. 21.55 sender DR1 programmet 'TV Avisen 50 år' om TV Avisens historie.