Når de danske herberger åbner dørene for den kommende nats beboere, er en stadig større del af dem under 30 år.
Det viser en rundspørge, som DR2 Undersøger har lavet til 33 herberger, væresteder og natvarmestuer inden for Kirkens Korshær.
- Der kommer flere og flere unge mennesker i vores tilbud, forklarer chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen og fortsætter:
- Det er i varmestuerne, men det er også som egentligt hjemløse på herbergerne, og det er vi meget kede af at opleve.
Ingen positive svar
Ud af de 33 hjemløsetilbud har 32 svaret. 80 procent af dem vurderer, at der i løbet af de sidste to år er kommet flere unge hjemløse i deres kommuner.
Ti procent mener, at niveauet er det samme som for to år siden, mens de sidste ti procent har svaret: Ved ikke.
Ingen af herbergerne mener, at udviklingen er gået den modsatte vej.
Gruppen vokser sig større
Tendensen har været til at få øje på siden SFI's hjemløseoptælling i 2009, hvor 1.323 af de hjemløse var under 30 år.
To år efter var tallet steget til 1.802, og i 2013 tog det endnu et spring til 1.899 personer.
Det er dermed en stor gruppe af hjemløse, der er unge, og det er et stort problem, mener forsker ved SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Lars Benjaminsen.
- Det er en meget ekstrem form for marginalisering at komme ud i så tidligt i sit voksenliv, og det er noget, der kan forfølge de her unge i mange år fremover, forklarer han.
Hjemløseopgørelsen udgives hvert andet år, og optællingen for 2015 er lavet, men resultaterne offentliggøres først til efteråret.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5541dff1a11f9f1290a01e96
Simon er en af de unge, som har givet op og nu lever livet på gaden. Foto: DR2 Undersøger
Det er dog ikke alle de unge hjemløse, der indfinder sig på herbergerne, når nattemørket sænker sig, forklarer Lars Benjaminsen.
En stor del af dem er nemlig det, der kaldes sofasurfere. De opholder sig midlertidigt på sofaer hos familie og venner.
- Der sker så ofte det, at de efterhånden også slider deres sociale netværk ned, og så er det, de må ty til at bo på et herberg, forklarer Lars Benjaminsen.
En stor del af de unge hjemløse - omkring halvdelen - er desuden yderligere udfordret af at have en eller anden form for psykisk lidelse.
Tendens ses i hele landet
Ifølge Kirkens Korshær er den stigende gruppe unge hjemløse ikke et fænomen, der er begrænset til København eller de øvrige storbyer i Danmark.
- Der er nogle enkelte steder, hvor tendensen ikke ses, men det er ikke bare i de store byer, forklarer Helle Christiansen.
- Vi ser desværre ungdomshjemløsheden bredt i Danmark.
Se DR2 Undersøgers dokumentar "Ung, hjemløs og tabt af systemet" torsdag klokken 21.30 på DR2.