Programmet byder på kunstoplevelser, kultur og virksomhedsbesøg, når Islands præsidentpar i dag ankommer til Amalienborg for at tage hul på et to dage langt statsbesøg.
Værten er dronningen, men også kronprins Frederik og kronprinsesse Mary vil vise præsident Guðni Jóhannesson og hans hustru, Eliza Jean Reid, København. Prins Henrik vil desuden deltage i dele af programmet.
Det er en årelang tradition, at Islands præsident altid rejser til Danmark som det første land, efter han er tiltrådt.
Guðni Jóhannesson blev præsident 1. august sidste år. I aften er regentparret værter ved gallataffel i Christian VII's Palæ på Amalienborg, hvor også regeringen, folketingets præsidie og udvalgte virksomheder sidder med til bords.
Inden da har den islandske præsident blandt andet holdt møde med statsminister Lars Løkke Rasmussen og efterfølgende Folketingets formand, Pia Kjærsgaard.
Dagen byder også på et arrangement i Den Sorte Diamant, hvor Islands folkegave bliver overrakt.
Gaven er en samling af nyligt oversatte islandske sagaer, som danske biblioteker får glæde af.
Bæredygtighed og børnehave
I morgen skal præsidentparret bruge mest tid sammen med kronprinsesse Mary og kronprins Frederik.
Præsidenten og kronprinsen skal blandt andet til seminar om bæredygtighed og fødevareproduktion hos Dansk Industri, mens kronprinsessen skal besøge en børnehave sammen med præsidentfruen for at se, hvordan børnehaven bruger værktøjer fra Maryfonden, som er lavet for at styrke børns sprog og selvtillid.
Se det fulde program på kongehusets hjemmeside her.
DR sender gallataflet live på dr.dk klokken 19.10 til 21.00. Ellers kan man se et sammendrag fra besøget på DR1 klokken 21.55. Herunder kan du se dronebilleder fra præsidentparrets ankomst: