VIDEO Debattør: Vi kan sagtens tage dobbelt så mange asylansøgere

Danmark bør tage imod langt flere asylansøgere, nu hvor tilstrømningen fra ikke-vestlige lande er så massiv, mener debattør David Trads.

Danmark bør tage imod langt flere asylansøgere, nu hvor tilstrømningen fra ikke-vestlige lande er så massiv, mener debattør David Trads.

Integrationen af ikke-vestlige indvandrere i Danmark har slået totalt fejl - både socialt og økonomisk. Derfor er det nødvendigt, at vi begrænser antallet af flygtninge, der kommer til landet, nu hvor migrationsstrømmene er rekordstore.

Det mener journalist og borgerlig fritænker Mikkel Andersson, der blandt andet er redaktør på satiresitet Rokokoposten.

- I gruppen af andengenerationsindvandrere mellem 20-24 år har 27 procent en dom for lovovertrædelse alene i 2013. Problemet er massivt, vi har hele boligområder, der ender med at være nærmest udenfor jurisdiktion, lød det fra Mikkel Andersson, da han gæstede Deadline på DR2 tirsdag.

Men den beskrivelse er 'helt forkert og overdrevet', lyder det fra en debattør fra modsatte fløj, David Trads. Indvandringen er en bonus for Danmark, som kun er blevet rigere i de år, hvor folk er flyttet hertil.

- Det er rigtigt, du kan finde små lommer i samfundet, hvor ting er slået fejl. Men jeg vil hellere kigge på de ting, der går godt, siger David Trads.

Danmark skal tage samme antal som Sverige

Flere end 150.000 migranter er, ifølge EU's grænseagentur Frontex, kommet til Europa i årets første seks måneder. Det er en stigning på 149 procent i forhold til samme periode sidste år.

David Trads mener derfor, at det er usmageligt, at danske politikere nærmest har en konkurrence om, hvor få asylansøgere vi skal modtage:

- Vi kan da i hvert fald sagtens tage lige så mange, som svenskerne har taget, altså dobbelt så mange som på nuværende tidspunkt, siger David Trads.

- Hvad nu, hvis vi var lidt mere opfindsomme i den måde, vi håndterede asyltilstrømningen på. Hvis vi flyttede nogle flere folk ud i de udkantsområder, hvor der står tomme huse, foreslår Trads, der også nævner mikrolån, som man bruger i u-lande, som en mulighed for at give flygtninge en god begyndelse.

Mikkel Andersson mener dog, at David Trads har et forklaringsproblem, når han ikke kan sige, hvor mange flygtninge og indvandrere Danmark kan håndtere:

- Problemet er, at centrum-venstre kommer aldrig til det punkt, hvor man siger: 'Nu stopper vi. Efter 40.001 så stopper vi', for det vil jo være den logiske konsekvens, hvis du er villig til at sætte et tal på på et eller andet tidspunkt.

Se klip fra Deadline i videoen over artiklen.