Ligeså længe han kan huske, har Simon Gjerløv følt sig fanget i den forkerte krop.
- Jeg kan huske en scene fra da jeg var barn, hvor min storebror og mig skulle tisse - og der var jo lige nogen forskelle. Der blev jeg virkelig smertende opmærksom på, at det her var et virkeligt problem, siger han til DR Nyheder.
- Jeg vidste jeg var en dreng. Det var jeg bare ikke biologisk, siger han.
Det medførte en masse forvirring og ubehagelige situationer i teenageårene, men Simon Gjerløv tog for længst beslutningen om, at han også fysisk ville være hankøn. I dag har han været igennem syv operationer og taget mandlige hormoner, for at få hans krop til at blive som andre mænds.
Ikke længere så farligt at være transkønnet
Simon Gjerløv arbejder nu i transpolitisk udvalg i LGBT, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Her oplever han, at langt flere unge i dag har lettere ved at være åbne om, at de er transpersoner.
- Vi oplever at vi får flere unge ind. Det er ikke så farligt mere, at ens søn kommer og siger, at han føler sig imod sit biologiske køn. Det er ikke på samme måde et tab af fars identitet, siger han.
Thailand anerkender tredje køn
Thailands regering har netop bekræftet, at transkønnede officielt bliver anerkendt som et tredje køn i landet, hvor flere hundredetusinder af 'ladyboys' lever.
Denne udvikling ser Linda Thor Pedersen fra LGBT's transpolitiske udvalg positivt på. Hun er selv transkønnet og mener også, det i dag er blevet langt mere socialt accepteret herhjemme:
- Det vil i fremtiden blive almindeligt at være transkønnet, og derfor vil det også blive mindre synligt, fordi folk ikke længere tænker over det, siger hun.
Se interviewet med Simon Gjerløv og Linda Thor Pedersen i videoen over artiklen.