Vidnetrusler, flere end 70 anklagepunkter om overtrædelse af grov vold og flere end 100 vidner om en omfattende retssag, der mandag formiddag går i gang i Retten i Aalborg mod opholdsstedet Solhaven i Nordjylland.
- Man skulle næsten tro, at der var tale om en rockersag, når man kigger på anklageskriftet, siger Claus Buhr.
En unik sag
I alt er 12 tidligere ansatte tiltalt i sagen. De er tiltalt for grov vold, mens forstanderen og fire andre også er tiltalt for ulovlig tvang. Forstanderen er også tiltalt for vidnetrusler.
- Det er aldrig tidligere set i det danske retssystem, at man har en sag mod et opholdssted, der indeholder sådanne anklager, som vi ser i dag, siger Claus Buhr.
Der er blandt andet tale om vold i form af slag med knytnæver eller genstande, står der i anklageskriftet.
Tvunget til at sidde på skammel i mange timer
Ifølge anklageskriftet har de tidligere ansatte også tvunget en anbragt til at gå rundt i længere tid kun iført underbukser eller tvunget en anden til at sidde på en lille skammel i mange timer uden mad og drikke.
Det er den første retsdag mandag og her skal den tiltalte tidligere forstander blandt andet afhøres, fortæller Claus Buhr.
- Først og fremmest fremlægger anklagemyndigheden anklageskriftet og fortæller, hvordan de ser, at tingene er sket, og så skal vi høre den hovedtiltalte, den tidligere forstander Søren Virenfeldt, som skal afgive forklaring, siger DR's retskorrespondent.
Der er afsat 40 retsdage til sagen, der forventes at slutte den 31. marts 2014.
Se DR's retskorrespondent Claus Buhrs analysen af sagens omfang, samt hvad strafferammen er for de tiltalte i sagen, i videoen i toppen af artiklen.