I sidste uge lagde Europas første flydende bibelmuseum til kaj i Køge Havn.
Det drejer sig om en 70 meter lang model af Noahs Ark, der reddede mennesker og dyr fra syndfloden i Det Gamle Testamente.
Arken, der er på højde med et treetagers hus og er fyldt med modeller af giraffer, løver, elefanter og krokodiller i naturlig størrelse, er bygget af den hollandske tv-entertainer og dukkefører Aad Peters.
- Jeg har rejst til flere end 60 lande i løbet af de seneste 40 år, og jeg har altid lagt mærke til, at vi europæere ikke kender særlig meget til vores egen kultur. Jeg fandt det meget trist, at vi ikke er klar over, at Biblen er en del af vores kultur, siger han.
- Så jeg tænkte, at denne ark ville være et godt sted at fortælle historier fra Biblen, fortæller Aad Peters.
Ark skal fremme dansk Bibel-læsning
Arken er inviteret på rundtur i Danmark for at markere det danske bibelselskabs 200 års jubilæum.
- Der er kun cirka fem procent af danskerne, der læser i Biblen en gang om måneden, så vi har inviteret Aad Peters, fordi arken er med til at åbne for historier fra Biblen, siger Morten Thomsen Højsgaard, der er generalsekretær for Bibelselskabet.
- Man kan se, lugte og røre, og så kan man danne sine egne billeder. Det er utroligt vigtigt, at hvert enkelt menneske selv tager stilling og danner sine egne meninger om de store spørgsmål, siger han.
Kopien af Noahs Ark er på rundtur i Danmark i løbet af det næste halve år, og på Bibelselskabets hjemmeside, kan man se, hvor og hvornår arken lægger til.
Kom om bord og få en rundvisning på den 70 meter lange model af Noahs Ark i videoen i toppen af artiklen.