Vi er utrygge som aldrig før

I løbet af de sidste 10 år har danskerne aldrig været så utrygge, som de er nu.

Knap hver sjette dansker er så utryg, at det går ud over livskvaliteten. Det viser TrygFondens Tryghedsmåling. (© Colourbox)

Usikkerhed i jobbet, problemer med helbredet eller frygt for at blive offer for kriminalitet.

Danskerne tænker over mange ting. Så meget at næsten hver sjette dansker er utryg. Det er bundrekord for de seneste 10 år, viser Trygfondens Nationale Tryghedsmåling, som udkommer i dag.

I 2004 var en ud af 25 danskere så utrygge, at det gik ud over livskvaliteten. Nu er det altså knap hver sjette.

- Målingen tegner et klart billede af en befolkning, hvor den finansielle krise trækker sine spor i den personlige oplevelse af tryghed. Den primære årsag ligger i jobsikkerhed og økonomi, siger Anders Hede, der er forskningschef i Trygfonden.

Unge frygter for job

Især blandt de unge mellem 25 og 29 år har utrygheden bredt sig. Over hver femte - 21 procent - er utrygge, mod 14 procent i 2011.

- De er færdige med deres uddannelse og skal nu ud på arbejdsmarkedet på et meget svært tidspunkt, og det påvirker dem, siger Anders Hede og uddyber:

- Der er ikke nogle sikre kort at spille. Engang kunne man være sikker på at kunne få job - og holde på et job - som sosu-assistent, pædagog eller lærer. I dag er der ingen jobgaranti nogen steder.

Danskerne tror ikke på reformerne

Regeringen har med en række reformer forsøgt at skabe mere økonomisk sikkerhed i fremtiden. Men danskerne er stærkt skeptiske overfor, om reformer som dagpengereformen, reformen af efterlønnen og Vækstplanen vil gavne befolkningens velfærd på længere sigt, viser undersøgelsen.

Samtidig er danskerne begyndt at bekymre sig over, hvilke konsekvenser det får, at klimaet ændrer sig. 31 procent af alle adspurgte angiver i undersøgelsen frygten for at klimaet kommer ud af kontrol som en årsag til utryghed, hvilket giver det en tredjeplads på listen over utrygheder.

Om Tryghedsmålingen

Målingen er Trygfondens sjette af sin slags. Den første tryghedsmåling udkom i 2004.

Anders Hede, forskningschef i Trygfonden, professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet, og konsulent Jacob Andersen fra Dansk Kommunikation står i spidsen for undersøgelsen.

Den er gennemført blandt godt 6.000 repræsentativt udvalgte danskere mellem 15 og 65 år.