Frem mod 2025 satser den jyske vestkyst på at se et regulært turistboom.
Det er målsætningen med en ny strategi, som i dag er blevet overrakt til erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K), hvor man har peget på 18 såkaldte 'stærke feriesteder', som skal tiltrække flere turister.
Bag strategien står Partnerskab for Vestkystturisme, som er et samarbejde mellem vestjyske kommuner, regioner og lokalmuseer.
Det skal inden for syv år sikre, at der kommer fem millioner flere overnatninger på hoteller, feriecentre og lignende årligt. Det skal ifølge planen gøre vestkysten, der omfatter i alt 11 kommuner og tre regioner, til en af Nordeuropas mest attraktive turistattraktioner.
Brian Mikkelsen kalder planen fantastisk og fortæller, at den ligger i tråd med regeringens plan om, at der frem mod 2025 skal komme en tredjedel flere turister til Danmark.
- Jeg tror, at de fleste danskere har et godt forhold til at holde sommerferie på vestkysten. Jeg har selv tilbragt meget af min barndom der, og jeg har fået flere af mine bedste barndomsminder på vestkysten, siger ministeren.
Han peger på, at han konkret er ved at finde 'nogle tusinde steder', hvor man vil have mulighed for at bygge hoteller eller sommerhuse.
- Men det skal ske med respekt for naturen, som er en meget væsentlig del af turismeoplevelsen, men også for os almindelige danskere, siger Brian Mikkelsen.
Rig på unikke steder
Michael Madsen, der er indehaver af Jyllandsakvariet i Thyborøn og bestyrelsesmedlem i foreningen Partnersskab for Vestkysttursime, peger på, at der særligt mangler kapacitet i højsæsonen.
Derfor er det vigtigt at se på, hvordan man udvikler områderne langs den jyske vestkyst.
- Fra national side har man sagt, at man gerne vil satse på turismen. Der vil vi gerne være dem, som skaber planen for vestkysten og fortæller, hvad der er af muligheder.
Planen er udover tre regioner og 11 kommuner finansieret af Dansk Kyst- og Naturturisme og den erhvervsdrivende forening Realdania.
- Vestkysten er rig på unikke steder og potentialer. Men det er vigtigt at gå strategisk til værks og få samlet både kommuner og private investorer om udviklingen. Nu har vi så fået en samlet plan for hele kyststrækningen fra den tyske grænse til Skagen, som omfatter vigtige prioriteter og udviklingsprincipper, siger Jesper Nygård, der er administrerende direktør i Realdania.
Naturfredningsforening er positive
Et af hovedpunkterne i planen er, at naturen skal være hovedattraktionen, der skal sikre, at turisterne strømmer til.
Og hos Danmarks Naturfredningsforening er man umiddelbart positiv over for naturen centrale placering.
- Alle kommunerne peger på naturen som en af de vigtigste turistattraktioner. Vi har sagt i årevis, at måden at tiltrække turister til Danmark er at fastholde og udbygge vores fuldstændigt enestående natur, siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident i foreningen.
Har du nogle bekymringer i forhold til planen?
- Jeg er rigtig glad i forhold til naturens placering i planen. Jeg vil gerne invitere kommunerne til at tænke endnu mere natur og overveje, hvordan vi får mere og bedre natur i fremtiden. Jeg synes, at planen mangler det, siger hun.
Herunder kan du se de 18 'stærke feriesteder', som der er udpeget i planen.